En bog om tatovøren fra Auschwitz, Lale Sokolov, udkommer i denne uge. Den fortæller historien om fangen, der var ansvarlig for at tatovere fangenummer på fangernes arme, og hans forelskelse i Gita, som han mødte i Auschwitz.
I denne uge udgives i Storbritannien en bog med titlen »The Tattooist of Auschwitz« skrevet af forfatteren Heather Morris. Den fortæller den opsigtsvækkende historie om, hvordan nazisterne gav fangen Lale Sokolov opgaven med at tatovere fangenumre på de jødiske fangers arme.
Fangenumrene er blevet symbol på nazisternes systematiske umenneskeliggørelse af fanger i det omfattende system af fange- og udryddelseslejre, som nazisterne oprettede i Europa.
Lale Sokolov overlevede Auschwitz, men tav af gode grunde om, at hans opgave i lejren havde været at tatovere numre på sine medfangers arme, fordi han frygtede at blive mistænkt for at have været nazisternes villige redskab og partner.
Efter krigen emigrerede han til Australien og døde i 2006. Før sin død indvilgede han i at fortælle sin historie til forfatteren Heather Morris, og bogen er ved at blive filmatiseret, fortæller BBC.
Lale Sokolov, eller rettelig Ludwig Eisenberg, som hans fødenavn var, voksede op i Slovakiet. I april 1942, da han var 26 år gammel, blev han fanget af nazisterne og deporteret til Auschwitz-Birkenau, der var nazisternes største kz-kompleks.
Hans familie blev splittet, og han fik tildelt et nummer af nazisterne, 32407, som blev tatoveret på hans arm af en fransk fange. Da han var ung og stærk, blev han ikke sendt til gaskammeret, men sat til slavearbejde, hvor han skulle bygge barakker, men han blev samtidig undervist i tatovering af den franske fange.
En dag var den franske fange væk, sandsynligvis myrdet, og Lale Sokolov blev af nazisterne udpeget til at være den nye leder af tatovør-holdet.
Derefter arbejdede han for SS som tatovør under kontrol af en SS-officer, og hans nye position gav ham en række privilegier. Han fik bedre mad og bedre soveforhold end de andre fanger og slap for slavearbejde.
Forfatteren til bogen, Heather Morris, siger til BBC, at Sokolov aldrig så sig selv som kollaboratør. I lejrene udvalgte nazisterne ofte jøder til at udføre deres arbejde som f.eks. at holde styr på andre fanger, føre dem til gaskammer og rense disse kamre, efter fangerne var døde.
En del af disse fanger fik betegnelsen kapo, der menes at stamme fra det italienske capo (chef eller leder), men kapo hævdes også at kunne være en forkortelse for det tyske udtryk Kameradenpolizei. Disse kapoer og jøder, der som Lale Sokolov var nødsaget til at samarbejde med nazisterne, blev hadet af deres medfanger.
Efter befrielsen skabte disse forskelle på fangerne opgør blandt de tidligere fanger, og der blev ført en række retssager mod kapoer, men ikke mod fanger med privilegier som Lale Sokolov. Set ud fra de privilegerede fangers synspunkt var det et spørgsmål om overlevelse, og de var iøvrigt tvunget til samarbejdet, for ellers ville de blive myrdet.
Morris siger til BBC: »Han gjorde, hvad han var nødt til for at overleve. Han fortalte mig, at man simpelthen tog, hvad der blev tilbudt, og var taknemmelig, fordi det betød, at man overlevede til næste dag.«
I de næste to år tatoverede Lale Sokolov tusindvis af nyankomne fanger sammen med sine assistenter. Metoden var først, at et nummer blev påført fangernes arm med et metalstempel. Derefter blev blæk presset ind i såret.
Da denne metode ikke var effektiv, beordrede nazisterne, at der blev brugt nål. Tatovering af nummeret tjente til at ydmyge og dehumanisere fangerne. Tatoveringen gjorde ondt, og de mistede samtidig deres menneskelige identitet, siger dr. Piotr Setkiewicz, der er leder af Auschwitz-Birkenau-Museet, til BBC.
Både mænd, kvinder og børn blev tatoveret, og en dag tatoverede Lale Sokolov en kvinde ved navn Gita Fuhrmannova. Hun sad i kvindelejren i Birkenau, og han forelskede sig i hende. Med hjælp af en SS-vagt fik han smuglet et brev til hende og forsøgte at hjælpe hende. Ifølge den nye bog forsøgte Lale Sokolov også at hjælpe medfanger med mad, men oplysningen er selvfølgelig ikke mulig at dokumentere, da den kun bygger på Lale Sokolovs egen oplysning.
Da russerne nærmede sig Auschwitz-Birkenau, sendte nazisterne fangerne ud på dødsmarcher til andre lejre. Mange døde under disse marcher, og Gita blev sendt af sted på en af dem. Da Auschwitz-Birkenau blev befriet, rejste Lale tilbage til sin hjemby, Krompachy.
Af hans familie havde kun hans søster Goldie overlevet. Han havde håb om at genfinde Gita, men det var et svagt håb. Miraklet skete imidlertid, for Gita havde overlevet, og de fandt hinanden på en togstation i Tjekkoslovakiet.
De blev gift i oktober 1945, og de forandrede deres navne til Sokolov for ikke at blive udsat for antisemitisme i det Sovjet-kontrollerede Tjekkoslovakiet. De etablerede en tekstilfabrik, og det gik godt et stykke tid, men Lale Sokolov blev taget i at sende penge til jødiske organisationer og blev derfor arresteret af det kommunistiske regime.
Det lykkedes imidlertid Lale Sokolov og Gita at flygte ud af Tjekkoslovakiet. Turen gik til Wien, derefter Paris, og endelig rejste de til Australien, hvor de slog sig ned i Melbourne.
Lale Sokolov besluttede sig for at fortælle grundridset af sin historie, da Gita døde, men det er først nu med Heather Morris' dybdegående samtaler med Lale Sokolov, som hun gennemførte tre år før hans død i 2006, at hele historien med hans egne ord kommer frem.
Morris siger til BBC: »For ham var det vigtigt at få sin historie fortalt. Han behøvede én, der måske var naiv og ville høre hans historie og acceptere den. For ham var hele historiens omdrejningspunkt at kigge ind i Gitas øjne, da han skulle tatovere hende.«
Heather Morris siger, at arkivundersøgelser viste, at Lale Sokolovs forældre var blevet myrdet i Auschwitz, før Lale selv ankom til lejren.
Lister fra Auschwitz angav også Lale Sokolov som fange, så den del af dokumentationen er i orden. Listen stammede fra SSs politiske afdeling, så det synes at vise, at Lale arbejdede for dem.
