Den gule gummiand med den orange hat er velberejst. Den har blandt andet været i New Delhi, London, Athen, København, Moskva og Rom.

Men en af de seneste rejser, gummianden har været på, har udløst voldsomme reaktioner.

Gummianden har sin egen Instagram-profil under navnet Atuk Apil. Her poserer den på kendte lokationer rundt om i verden. I et nyligt opslag - som siden er blevet slettet - har den besøgt den berygtede koncentrationslejr Auschwitz-Birkenau i det sydlige Polen.

Anden poserer på billedet ved togskinnerne foran porten til koncentrationslejren.

Porten har øgenavnet 'Dødsporten'. Og det skyldes historien på stedet, som alle bør kende i et eller andet omfang.

Fra maj 1940 til januar 1945 ankom over en million mennesker - hovedsageligt jøder - med tog til stationen ved Dødsporten.

Ikke længe efter hovedparten af dem var gået igennem porten, blev de af nazisterne ledt til gaskamrene og slået ihjel. Mænd, kvinder og børn.

Atuk Apils besøg i Auschwitz har siden været genstand for voldsom debat.

Hos Auschwitz Memorial, der driver den tidligere koncentrationslejr som et museum, der skal oplyse nutiden om fortidens grusomheder, blev man tidligere på efteråret opmærksom på gummiandens besøg.

Derefter valgte man at gå på Twitter og stille spørgsmålet, om et billede af en gummiand er den rigtige måde at markere et besøg på et sted, hvor en million mennesker mistede livet.

Reaktionen var voldsom.

Dusinvis og atter dusinvis af personer sagde fra i kommentarer og retweets.

  • Ikke acceptabelt, skriver Dave Kartunen.
  • Respektløst!!!! Meget respektløst, skriver Carol Austin.
  • Klamt, skriver Wen Kroy.
  • Det er ufølsomt og smagløst, skriver Patty Crawford.

»Det er en kompliceret sag. Langt størstedelen af de over to millioner besøgende, vi har hvert år, opfører sig respektfuldt. Men der er eksempler, hvor folk tager billeder på steder og måder, som gør, at vi vælger at tage det op,« forklarer Paweł Sawicki, der er talsperson hos Auschwitz Memorial, til B.T.

Hvis personalet i Auschwitz opdager, at personer tager billeder på upassende måder, er det kutyme, at de tager kontakt og beder dem respektere stedet og dets historie.

Det samme gør sig gældende på sociale medier, hvor man fra Auschwitz Memorial tager kontakt til personer bag upassende billeder og beder dem rette, slette eller på anden vis vise respekt, hvis et opslag går over grænsen.

Det har som ofte den ønskede effekt, fortæller Paweł Sawicki.

Det berygtede 'Arbeit macht frei'-skilt i koncentrationslejren Auschwitz i Polen.
Det berygtede 'Arbeit macht frei'-skilt i koncentrationslejren Auschwitz i Polen. Foto: PAWEL ULATOWSKI
Vis mere

»Det er sjældent, at selve billedet er problemet. For selve tanken bag kan sagtens være god nok, selvom et billede eller en posering umiddelbart kan virke upassende,« siger Paweł Sawicki og uddyber:

»Hvis der er tale om en direkte joke eller noget respektløst, så er det selvfølgelig et problem. Det kan eksempelvis være folk, som balancerer på togskinnerne, hvor en million mennesker ankom til deres død, de kan stå og grine ved pigtråden, hoppe op og ned, eller det kan være måden, de poserer foran gaskamrene,« siger han.

Det er ikke første gang, Auschwitz Memorial slår alarm over respektløs opførsel i den tidligere koncentrationslejr.

I et opslag på Twitter fra 20. marts i år kan man se fire forskellige personer, der netop balancerer på skinnerne foran Dødsporten.

Det opslag fik tæt på 100.000 likes og blev retweetet omkring 50.000 gange - enorme tal.

»Vi ser nærmere på de billeder, som folk uploader på sociale medier herfra. Og så fremhæver vi både de gode og de dårlige eksempler. Hvor grænsen går, er aldrig helt klar. Det handler om motivationen bag billedet. Og her er et stykke legetøj som en gummiand en gråzone, og derfor spørger vi vores følgere, hvad de mener,« siger Paweł Sawicki.

Netop i tilfældet med Atuk Apil-profilen var dommen klar.

Det er respektløst og upassende, synes den generelle holdning at være.

Siden er gummiandens billede foran Dødsporten blevet slettet fra Atuk Apil-profilen, og personen bag har undskyldt, hvis billedet kunne tolkes som respektløshed.

Den undskyldning har man godtaget fra Auschwitz Memorial side.

Men debatten tager man fortsat aktivt.

»Alt er visuelt i dag, og mange museer opfordrer direkte de besøgende til at tage billeder og dele dem. Og så kommer folk her, hvor det bliver et clash med det, de er vant til. Man må gerne tage billeder her, men det skal gøres respektfuldt,« siger Paweł Sawicki.