Den svenske råvaremilliardær Eva Lundin er omkommet i en ulykke.
Det bekræfter hendes børn ifølge det svenske medie Dagens Industri.
»Det er med stor sorg, at vi er nødsaget til at meddele, at vores mor, Eva Lundin, døde 25. december 2021 efter en ulykke på øen Mustique i St. Vincent og Grenadinerne.«
Hun omkom første juledag og hun blev 87 år.
Eva Lundin var enke siden 2006 efter Lundingruppens stifter Adolf Lundin døde af leukæmi.
I et interview med Dagens Industri i 2014 forklarede Lukas Lundin, der er søn af Eva og Adolf Lundin, at Eva samtidig med, at Adolf døde 30. september 2006, overtog rollen som familiens overhoved.
De største virksomheder i Lundin-koncernen er Lundin Energy og Lundin Mining. Gruppen skal nu ledes af Adolf og Eva Lundins sønner Lukas og Ian.
Ifølge aktionærtjenesten Holdings ejer Lundin-familien aktier for cirka 36 milliarder danske kroner i deres børsnoterede selskaber.

Eva Lundin kom fra industrifamilien Wehtje. Hendes far Walter Wehtje var mellem 1940 og 1957 administrerende direktør for Atlas Diesel, som senere blev Atlas Copco.
Han var også bestyrelsesmedlem i Stockholms Enskilda bank.
Eva Lundin efterlader sig fire børn.
Årsagen til ulykken er endnu ukendt.


