Han havde et halvautomatisk skydevåben, flere håndvåben og massevis af ammunition og adskillige patroner i sin bil.

Secret Service anholdt onsdag en svært bevæbnet mand i nærheden af vicepræsident Kamala Harris' embedsbolig i Washington.

Det skriver flere amerikanske medier, blandt dem CNN og tv-stationen CNBC.

Ifølge politiet blev manden anholdt nær The Naval Observatory, som traditionelt huser USAs vicepræsidentpar.

Foto af anholdelsen af den 31-årig mand fra Texas.
Foto af anholdelsen af den 31-årig mand fra Texas. Foto: @penguinsix
Vis mere

I en garage i nærheden fandt politiet en bil med en riffel, 113 stykker ammunition, omkring 30 våbenmagasiner og adskillige håndvåben.

The Naval Observatory er i øjeblikket ved at blive renoveret, så derfor bor Harris og hendes mand, second gentleman Doug Emhoff, i Blair House tæt på Det Hvide Hus.

Da den bevæbnede mand blev anholdt ved 13-tiden lokal tid, opholdt vicepræsidenten sig i Eisenhower Executive Office Building lige ved siden af Blair House.

Andrew Leyden, som tidligere har været ansat på Capitol Hill, bor tæt på stedet, og han fangede tilfældigvis anholdelse på video, da han kørte forbi på sin scooter.

Politiet mistænker den 31-årige Paul Murray i sagen.
Politiet mistænker den 31-årige Paul Murray i sagen. Foto: Politifoto
Vis mere

Her ser man den mistænkte omringet af betjente, mens hans cykel ligger smidt på jorden.

Den anholdte er ifølge amerikanske medier den 31-årige Paul Murray fra San Antonio i Texas, og det var myndighederne i hans hjemstat, der havde advaret kollegerne i Washington om, at den stærkt bevæbnede mand kunne udgøre en trussel mod Harris.

Den texanske tv-station 25 abc oplyser, at Paul Murray er tidligere soldat, som angiveligt lider af psykiske problemer.

Han begyndte i hæren som droneoperatør i 2010, men blev »medicinsk hjemsendt« i 2014.

Murrays familie har ifølge det lokale medie udtrykt bekymring over for politiet, og myndighederne har derfor holdt øje med ham de seneste to uger.