En julefest i Australien vækker forargelse, og det frygtes, at det kan blive et nyt superspreder-event i et land, der har været tæt på coronafri i mange måneder.

For mens det meste af verden er på den anden ende og knuger sig til håbet om de nye vacciner, så har Australien med hård hånd og disciplin stort set elimineret smitten.

I hvert fald i en sådan grad, at det er muligt at tage på festival, hvis man kan påvise en negativ test.

Men lokale restriktioner popper stadig op i ny og næ, og den såkaldte 'Avalon-cluster', der stammer fra en tidligere strandfest, har sat to lokale regioner i den nordlige del af Sydney under lockdown.

Bronte Beach er særdeles populær. Billedet her er ikke fra den omtalte fest.
Bronte Beach er særdeles populær. Billedet her er ikke fra den omtalte fest. JOEL CARRETT

Bosiddende må ikke forlade disse regioner, ligesom det heller ikke har været tilladt at forsamles indendørs, og så må indbyggere kun forlade deres hjem, hvis de skal handle ind, på arbejde, dyrke motion, eller hvis det er af helbredsmæssige årsager.

Restriktionerne blev kortvarigt lempet i anledning af julen, men set i bakspejlet var det måske ikke den klogeste idé. Det fik nemlig hundredvis til at stimle sammen på den lokale strand Bronte Beach, og det har vakt forargelse skriver australske The New Daily.

Forlydender går på, at festen blev startet af engelske og irske turister, og selv om politiet rykkede ind, var festen så stor, at den var svær at bryde op.

Nu frygter myndighederne i delstaten New South Wales, at det kan gå hen og blive et nyt superspreder-event. Det ville være en katastrofe for det australske folk, der ellers har formået at håndtere pandemien exceptionelt godt.

I landet, hvor der bor 25 millioner mennesker, har der blot været registreret 28.000 tilfælde af coronavirus, og de seneste tre måneder har der på intet tidspunkt været mere end 50 nye tilfælde om dagen.

Det er endnu for tidligt at konkludere noget, men lørdag blev der registreret ni nye tilfælde i hele delstaten, og otte af dem var i relation til Avalon-clusteret.

De to regioner er nu tilbage i lockdown, og så er spørgsmålet bare, om nytåret må fejres eller ej. Det ventes, at myndighederne melder ud om det inden for de kommende dage.