500 mennesker samlet til fest i fem dage midt under en coronapandemi.

Det lyder måske ikke som verdens bedste idé, men det er ikke desto mindre, hvad den brasilianske superstjerne Neymar har arrangeret i disse dage hjemme i Brasilien.

Det skriver flere medier, heriblandt spanske Marca og brasilianske O Globo.

Brasilien har ellers været hårdt plaget af coronavirus med næsten 200.000 dødsfald, og derfor er Neymars festlige indslag da også blevet mødt med kritik i hjemlandet, skriver medierne.

Neymar til en fest ved en tidligere lejlighed.
Neymar til en fest ved en tidligere lejlighed. Foto: ZAKARIA ABDELKAFI
Vis mere

Festen foregår nær den brasilianske storby Rio de Janeiro i området Mangaratiba, hvor den allerede begyndte 25. december.

Planen er angiveligt, den skal løbe helt frem til nytår.

Ifølge flere medier har Neymar en villa i området, men han har til festen lejet en luksusvilla i nærheden.

Her har han bedt gæsterne om at lade mobiltelefonerne blive hjemme, så intet slipper ud.

Og så har han hyret et band, der dog ikke kan høres af naboerne. I hvert fald har Neymar fået bygget et diskotek i kælderen med teknologi, der sørger for, at larmen ikke slipper ud.

En af kritikerne af Neymars fest er den brasilianske advokat Augusto de Arruda Botelho, der taler frit fra leveren på sin Twitter-profil.

'Dagens idiottrofæ går til Neymar for sin femdages fest eller til præsident  Bolsonaro (Jair Bolsonaro, Brasiliens præsident, red.) for 'Det er jeg ligeglad med',' skriver han.

Neymar er i øjeblikket ankelskadet, men det lader altså ikke til, at tiden kun går med genoptræning.