Kan jeg få børn?

Det var dét spørgsmål, den tidligere danske tennisstjerne Caroline Wozniacki fik svar på i kølvandet på sin gigtsygdom.

Det fortæller hun i et stort interview med tyske Bild.

Her taler hun om sin kamp for at finde ud af, hvad der var galt med hendes krop. Manden David Lee måtte bære hende ud af sengen, hun havde svært ved at børste sit hår og i det hele taget bare løfte sine armer.

Lægerne troede, hun måske var gravid, men i sidste ende viste det sig tilbage i 2018, at den danske tennisstjerne led af leddegigt.

»Et af de mange spørgsmål, min reumatolog stillede, var: Kan jeg blive gravid med denne sygdom, og vil det være sikkert for mit barn? Nu ved jeg, jeg kan få børn, så jeg er fokuseret på at holde min sygdom under kontrol, så jeg kan være klar til, hvis og når min mand og jeg beslutter os for at få en familie,« siger hun.

Manden David Lee og far Piotr Wozniacki efter karrierestoppet i januar 2020 under Australian Open.
Manden David Lee og far Piotr Wozniacki efter karrierestoppet i januar 2020 under Australian Open. Foto: GREG WOOD
Vis mere

Wozniacki formår for det meste at holde sin sygdom under kontrol i hverdagen, siger hun, men der er tidspunkter, hvor den blusser op. Det kan ske, når hun er udmattet og stresset, men hun er blevet bedre til at lytte til sin krop. Samtidigt holder hun sig stadig sund og aktiv i kampen mod gigtsygdommen.

Hun er dog afklaret med, at den vil være en del af hendes liv for evigt.

»Jeg ved, at lidelsen altid vil være med mig. Derfor har jeg undersøgt meget om den og andre inflammatoriske sygdomme. Sammen med min reumatolog har jeg lavet en langtidsplan, der er under konstant udvikling. Jeg ser frem til min fremtid som aldrig før. Det gælder alt fra nye roller og opgaver uden for tennis, at jeg måske bliver mor, og at jeg kan hjælpe andre kvinder og lære af dem,« siger hun.

Wozniacki stoppede karrieren i januar 2020 i forbindelse med Australian Open.

Den nu 30-årige dansker vandt netop den grand slam i 2018 og foruden et utal af triumfer – 34 titler i alt – var hun i en lang periode verdens bedste tennisspiller rangeret som nummer et i verden.

Hele 71 uger var hun nemlig nummer et.