Nogle ting kan ikke købes for penge. Børn, koner, folks hunde … og fodboldtrøjer båret af Maradona.

Den tidligere engelske landsholdsspiller Steve Hodge var heldig at bytte trøje med den nu afdøde argentinske legende efter den så omtalte VM-kamp i 1986, og prisen på trøjen er blot steget betragteligt efter Diego Maradonas dødsfald.

Ifølge en ekspert på markedet kan trøjen snildt gå for en pris på to millioner dollar, over 12 millioner kroner.

Men trøjen, som målet fra 'guds hånd', blev scoret i, er ikke til salg.

Steve Hodge med Maradonas trøje.
Steve Hodge med Maradonas trøje. Foto: Twitter
Vis mere

»Jeg har haft den i 34 år og har ikke en eneste gang villet sælge den. Jeg kan godt lide at have den. Den har en utrolig værdi for mig,« siger Steve Hodge til BBC Radio.

»Jeg har haft folk, der ustoppeligt har banket på min dør, og telefonen ringer konstant fra alle tv- og radiostationer. Selv de udenlandske,« tilføjer Hodge om interessen og fortæller om henvendelserne:

»Det har været ubehageligt og ikke rart. Jeg har set artikler på nettet og læst historier om, at jeg ville sælge den for en eller to millioner, og at jeg tilbyder den til højestbydende. Det er respektløst og helt forkert. Den er ikke til salg. Jeg prøver ikke at sælge den,« slår han fast.

Argentina vandt kvartfinalekampen mod England med 2-1 og gik hele vejen det år med Diego Maradona som lederen.