Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Den 12. juli 2019 stod Joachim Andersen iført en velstrøget skjorte og et snorlige jakkesæt med et bredt smil malet hen over hele ansigtet.

Det var der en ganske god grund til.

Kort forinden havde han sat sin underskrift på en femårig millionkontrakt med den franske storklub Olympique Lyonnais, som netop havde gjort ham til historiens dyreste danske fodboldspiller. Pris: 224 millioner kroner.

Men intet gik som håbet, og den unge forsvarsspiller formåede ikke at bide sig fast som en fasttømret del af Lyons startopstilling. Forholdet til træner Rudi Garcia var heller ikke det bedste.

Joachim Andersen præsenteres som ny Lyon-spiller 12. juli 2019. Han bliver den dyreste dansker nogensinde og står her ved siden af blandt andre klubpræsident Jean-Michel Aulas (tv. for Joachim Andersen) og den tidligere klublegende Juninho Pernambucano (th.), som i dag er sportsdirektør i den franske storklub. Yderst til venstre den daværende scoutingchef, Florian Maurice.
Joachim Andersen præsenteres som ny Lyon-spiller 12. juli 2019. Han bliver den dyreste dansker nogensinde og står her ved siden af blandt andre klubpræsident Jean-Michel Aulas (tv. for Joachim Andersen) og den tidligere klublegende Juninho Pernambucano (th.), som i dag er sportsdirektør i den franske storklub. Yderst til venstre den daværende scoutingchef, Florian Maurice. Foto: PHILIPPE DESMAZES
Vis mere

Så der måtte en drastisk ændring til midt i en coronapræget sæson.

»Jeg synes ikke, jeg var ramt på selvtilliden. Jeg følte egentlig, at jeg var god nok, men det handlede mere om, hvorvidt træneren troede på det. Jeg følte ikke, at jeg havde troen fra træneren, og det synes jeg er en anden ting,« siger Joachim Andersen til B.T.

»Det handler også om at føle sig værdsat, at træneren tror på en og giver en vigtig rolle. Nogle gange har man et match med en, andre gange har man ikke.«

Så problemet var mere hans tro på dig end din tro på dig selv?

»Ja, det synes jeg.«

Kuren blev et etårigt lejeophold hos oprykkerne fra Fulham i den engelske Premier League. Som en raket fløj den 24-årige forsvarsspiller til tops i hierarkiet i London-klubben, hvor han på rekordtid – i sin kun fjerde kamp – fik lov til at bære anførerbindet.

Det er næppe sket mange gange før i klubbens historie.

»Jeg er stolt over, at jeg har været anfører i nogle kampe. Det har været en stor oplevelse, og jeg er virkelig, virkelig glad for at være her,« forklarer Joachim Andersen.

»Efter jeg hørte om interessen, undersøgte jeg, hvordan de spillede. Jeg talte blandt andet med min tidligere holdkammerat i Lyon, Kenny Tete, som kun fortalte gode ting om klubben og træneren, som jeg selvfølgelig også talte med flere gange. Scott Parker (træneren, red.) sagde, at jeg ville få en vigtig rolle, uden at jeg skal komme ind på alt for meget. Han gav mig en god følelse og ro i maven.«

Umiddelbart inden underskriften med Lyon i sommeren 2019 viste klubber som Manchester United og Tottenham interesse for danskeren. Men mavefornemmelsen var der ikke omkring træner og spillestil, forklarer han.

Skæbnen ville bare alligevel, at han skulle forenes med England og London, som han kalder 'et fantastisk sted at bo'.

Men det var ikke givet, at karriereplanen skulle sprænges i stykker ved at søge væk fra Lyon.

»I forhold til at jeg blev solgt for et stort beløb til Lyon sidste år, er det selvfølgelig ikke gået helt som planlagt, selv om jeg gjorde det godt i perioder. Men da jeg skiftede til Lyon, havde jeg ikke regnet med at stå i Fulham nu. Man er ikke altid selv herre over, hvad der sker,« mener Joachim Andersen.

Det tvang den unge forsvarsspiller til at søge væk fra den franske by. Et sted, han rent faktisk var begejstret for at bo.

»Jeg var superglad for at være i Lyon. En af Europas største klubber og med nogle fantastiske faciliteter og rigtig mange fans. Dejligt sted at være og en fed by. Det var bare vigtigt, at tingene fungerer uden for banen, i forhold til at ens kæreste for eksempel kan lide det. Sådan nogle småting.«

Det var så den del, der lykkedes i løbet af 2019-2020-sæsonen i den franske Ligue 1. Men på banen var det en anden snak. Derfor gav det bedst mening at søge væk.

Joachim Andersen (tv.) er på rekordtid blevet anfører i Fulham.
Joachim Andersen (tv.) er på rekordtid blevet anfører i Fulham. Foto: ALEX LIVESEY
Vis mere

Nu står han pludselig i klodens mest eksponerede liga – og indimellem med et anførerbind om armen.

»Premier League er verdens største udstillingsvindue. Gør man det godt her, skal der nok åbne sig en masse muligheder, hvilket også var en af grundene til, at jeg valgte Premier League. Om det så er i Lyon, i Fulham eller et tredje sted, det må vi se på til sommer.«

Men du udelukker ikke at vende tilbage til Lyon, selv om det ikke gik din vej i første omgang?

»Nej, overhovedet ikke. Men det er vigtigt for mig, at træneren viser mig tillid og stoler på mig – ligesom det nu er tilfældet med Scott Parker. Ellers giver det jo ikke rigtig mening for nogen af parterne.«

Ville det kræve en ny træner, før du ser dig selv spille i Lyon igen, eller tror du, at I kan komme videre fra det, I har haft?

»Det er svært at sige. Det vil jeg helst ikke sige noget om. Men det er ingen hemmelighed, at det ikke gik så godt i forhold til den måde, jeg tænkte fodbold på, i forhold til ham. Vi må se, hvordan det ser ud.«

Andre læser også