I snart et kvart århundrede har familien ventet på et svar og håbet på, at man kunne finde ud af, hvad der var sket med den unge studerende Kristin Smart.

Nu ser det ud til, at gåden om en af de mest omtalte forsvindingssager kan være løst.

I hvert fald har politiet nu foretaget to anholdelser i sagen – hvoraf den ene er en mand, der helt fra sagens begyndelsen i 1996 har været i politiets søgelys.

Det skriver nyhedsbureauet AP og CNN.

Kristin Smart forsvandt som blot 19-årig, da hun var på vej hjem fra en fest.
Kristin Smart forsvandt som blot 19-årig, da hun var på vej hjem fra en fest. Foto: San Luis Obispo County Sheriff's Office
Vis mere

Amerikanske Kristin Smart var blot 19 år, da hun 25. maj 1996 forsvandt sporløst.

Hun var sidst blevet set, mens hun var på vej tilbage til sit collegeværelse ved California Polytechnic State University efter en fest, og sammen med hende blev en anden studerende spottet.

Den jævnaldrende Paul Flores, der også var studerende på stedet, havde tilbudt at følge hende hjem – men hjem kom hun aldrig.

Siden har Paul Flores været i politiets søgelys, men i årevis var det ikke muligt at finde beviser, der med sikkerhed kunne knytte ham til forbrydelsen. Indtil nu.

Paul Flores under anholdelsen.
Paul Flores under anholdelsen. Foto: SAN LUIS OBISPO COUNTY SHERIFF'S OFFICE
Vis mere

Tirsdag kunne sheriffen fra San Luis Obispo County Sheriffs Office, Ian Parkinson, på et pressemøde ved universitetet fortælle, at Paul Flores nu var blevet anholdt – og det samme var hans far:

»Den 25. maj 1996 var dette det sidste sted, Kristin Smart blev set i live. Der er gået 24, næsten 25 år, siden Kristin forsvandt. 24 år uden en afklaring, indtil i dag. Jeg står her denne eftermiddag for at fortælle om anholdelsen af Paul Flores for drabet på Kristin Smart og anholdelsen af hans far, Ruben Flores, for at have været vidende om det,« fortalte han.

»Efter 24 år har vi endelig skaffet retfærdighed for Kristin. Jeg er ekstremt stolt af alle de dedikerede efterforskere, der utrætteligt har arbejdet over årene på denne sag. Det har taget mange år at komme hertil, men som jeg altid har sagt, så handler det ikke om, hvad du tror på, men hvad du kan bevise. Og vi kan endelig sige, at vi har gjort det i dag,« forklarer han i en pressemeddelelse.

I forrige måned blev der udstedt ransagningskendelser til politiet til at gennemsøge den ældre Flores' hjem i Arroyo Grande, hvor der blandt andet blev brugt radarer, der kan scanne ned i jorden, ligesom også lighunde blev brugt til at snuse rundt på ejendommen efter nye beviser.

Ruben Flores.
Ruben Flores. Foto: SAN LUIS OBISPO COUNTY SHERIFF'S OFFICE
Vis mere

Ifølge politiet er der blevet fundet noget, der har forbindelse til drabet på Kristin Smart, men det er ikke offentliggjort, hvad der er tale om.

Endnu er hendes lig ikke fundet.

»Indtil vi kan give Kristin tilbage til hendes familie, er det ikke slut. Vi har sagt til dem, at vi ikke stopper, før hendes lig er fundet, uanset hvad det måtte koste, og uanset hvor lang tid det tager,« fortæller Ian Parkinson.

I en udtalelse fortæller Kristin Smarts familie, at det er en 'bittersød dag', som de har ventet længe på:

»Selvom Kristins kærlige sjæl endnu lever i vores hjerter, er vores liv uden hendes knus, hendes latter og hendes smil en smerte, der aldrig aftager,« lyder det fra familien, som fortsætter:

»Den nye viden om, at en far og søn, på trods af vores bønner om hjælp, kan have tilbageholdt denne forfærdelige hemmelighed i snart 25 år og fornægtet os en chance for at stede vores datter til hvile, er en ubarmhjertig og utilgivelig smerte.«