Begyndelsen af 2021 tegnede dyster for Israel.

Med op mod 8.000 nye daglige smittetilfælde var det lille land med et indbyggertal på bare ni millioner hårdt ramt af coronaepidemien.

Modvilligt måtte landet undergå en tredje lockdown i januar. Men langsomt begyndte israelerne – og med dem resten af verden – at kunne skimte et lys i mørket.

Et lys, der blev antændt 19. december sidste år, da Israel indledte sit omfattende vaccinationsprogram.

Israels premierminister Benjamin Netanyahu var den første israeler, der modtog en vaccine mod corona den 19. december 2020. EPA/Miriam Elster/ POOL
Israels premierminister Benjamin Netanyahu var den første israeler, der modtog en vaccine mod corona den 19. december 2020. EPA/Miriam Elster/ POOL Foto: Miriam Elster/ POOL
Vis mere

Og selvom Israel kun havde et forspring på otte dage foran EU og Danmark, så lagde de hurtigt og eftertrykkeligt afstand til resten af verden.

I årets første fire uger formåede Israel ifølge Our World in Data at vaccinere tre millioner indbyggere. Til sammenligning modtog Danmark i samme periode knap 242.000 vaccinedoser.

Israel havde haft held til at sikre sig en helt særlig aftale med Pfizer, og det betyder, at de lige nu er det sted i verden med flest færdigvaccinerede.

Aftalen går ud på, at Israel lader medicinalvirksomheden få adgang til sundhedsdata om sin befolkning. En attraktiv aftale for Pfizer, fordi det sikrer medicinalgiganten et unikt indblik i, hvordan deres vaccine virker i en stor befolkningsgruppe, rapporterer flere medier herunder New York Times.

Et par kysser på et marked i Jerusalem i marts 2021. (Photo by MENAHEM KAHANA / AFP)
Et par kysser på et marked i Jerusalem i marts 2021. (Photo by MENAHEM KAHANA / AFP) Foto: MENAHEM KAHANA
Vis mere

Tilbage i januar skete der ikke det store med hverken smitte- eller indlæggelsestal, selvom israelerne høstede international anerkendelse for deres effektive vaccinationsprogram.

Deres daglige smittetilfælde skulle fortsat tælles i tusinder langt ind i februar, men i marts tog kurven over nye smittede et bemærkelsesværdigt dyk.

På daværende tidspunkt havde lidt over halvdelen af befolkningen modtaget første dosis.

Den 8. marts blev der registreret 3.541 smittede, 992 tilfælde to uger senere, og en måned efter var tallet helt nede på 270 tilfælde.

Israelerne kan igen samles på restauranter, cafeer og barer i takt med, at smittetallene er raslet ned. EPA/ABIR SULTAN
Israelerne kan igen samles på restauranter, cafeer og barer i takt med, at smittetallene er raslet ned. EPA/ABIR SULTAN Foto: ABIR SULTAN
Vis mere

Og vaccinernes effekt kunne ikke bare aflæses i antallet af smittede.

I februar konstaterede de israelske sundhedsmyndigheder med glæde, at der kun var 544 tilfælde af coronavirus blandt over en halv million færdigvaccinerede.

Vaccinen havde en effektivitet på 93 procent.

De resultater, som Pfizer havde set i deres forsøg, der næsten havde lydt for gode til at være sande, viste sig at holde stik i en hel befolkning.

Efter genåbningen er landets fitnesscentre åbnet for de israeler, der enten er vaccinerede eller har været syge af coronavirus. REUTERS/Ronen Zvulun
Efter genåbningen er landets fitnesscentre åbnet for de israeler, der enten er vaccinerede eller har været syge af coronavirus. REUTERS/Ronen Zvulun Foto: RONEN ZVULUN
Vis mere

Men hvad betyder det så for fremtiden?

For Israel betyder det, at de på mange måder kan vende tilbage til et liv, der ligner det, de havde før epidemien.

For en måned siden kunne premierminister Benjamin Netanyahu nemlig genåbne Israel. Med forbehold og restriktioner, men en stor og omfattende genåbning, der er langt fra de små, trinvise lempelser af restriktioner, vi lige nu ser i Danmark.

Restauranter, skoler, museer, shoppingcentre og uddannelsesinstitutioner myldrer igen med gæster, der sidder og står tæt uden mundbind.

En jødisk familie samlet i anledningen af påsken. REUTERS/Nir Elias
En jødisk familie samlet i anledningen af påsken. REUTERS/Nir Elias Foto: NIR ELIAS
Vis mere

Forsamlingsforbuddet er løftet, og israelerne samles på cafeer og i offentlige parker i store forsamlinger, hvor de nyder forårssolen – og friheden.

Til trods for den store genåbning for en måned siden fortsætter smittetallene med at falde, og Netanyahu tøver ikke med at erklære vaccinernes indtog mod virussen for en succes.

»Vi er på vej tilbage til livet,« sagde han i anledningen af genåbningen.

Israel er dog ikke bare et eksempel på, hvordan man bekæmper en epidemi med vacciner, det er også et forvarsel om, hvordan man åbner et samfund, når virussen fortsat udgør en trussel.

Israel har ligesom i Danmark indført et coronapas, som man enten opnår ved vaccination eller overstået infektion, og man skelner klart mellem de borgere, der kan fremvise et, og dem der ikke kan.

For eksempel må borgere uden coronapas ikke komme indenfor på restauranter eller cafeer. Det samme gælder fitnesscentre, offentlige badesteder og sportsbegivenheder.

Vaccinerne er altså ikke bare nøglen til at holde samfundet åbent for det enkelte land. I Israels tilfælde er det også helt konkret et adgangskort, der kræves, for at dets borgere kan deltage i det.

Aktuelt er knap 60 procent påbegyndt vaccination i Israel, mens 55 procent er færdigvaccinerede.