Marokkansk politi forventer store demonstrationer, når retssagen om dobbeltdrabet begynder den 16. maj.

Marokkansk politi forventer store antiterror-protester under retssagen mod de mænd, der er tiltalt for drabene på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland i december sidste år.

Det oplyser en unavngiven politikilde til den norske avis Stavanger Aftenblad.

Kilden fortæller, at politiet forventer store demonstrationer i forbindelse med retssagen, der begynder i byen Salé nær hovedstaden Rabat 16. maj.

- Folk er stadig meget oprørte, her et halvt år efter at de to skandinaviske studerende blev fundet dræbt. Det i sig selv kan føre til store demonstrationer, siger politibetjenten, der ønsker at være anonym, til Stavanger Aftenblad.

- Den dato, retssagen begynder, øger sandsynligheden for demonstrationer. Det gælder ikke kun i Salé, hvordan retssagen foregår, men også i Casablanca og Marrakesh.

16. maj er en sårbar dato for marokkanerne. Dagen huskes således for en række koordinerede selvmordsangreb i Casablanca i 2003, der dræbte 45 mennesker og sårede over 100 andre.

Angrebene var blandt andet rettet mod det belgiske konsulat, et jødisk center og en jødisk gravplads, et internationalt hotel og en spansk restaurant.

- Når retssagen efter terrorhandlingerne i Atlas-bjergene begynder, er der mange, som forventer, at folk vil demonstrere mod terrorisme. Sagen begynder på 16-årsdagen for terroren i Casablanca.

- Vi kommer til at tage højde for store demonstrationer og vil bemande derefter for at varetage sikkerheden, siger politikilden til Stavanger Aftenblad.

Det var den 17. december sidste år, at 24-årige Louisa Vesterager Jespersen og hendes norske veninde, 28-årige Maren Ueland, blev fundet dræbt ved deres telt i et populært vandreområde ikke langt fra landsbyen Imlil.

Efterfølgende kom det frem, at de to kvinder var blevet stukket med kniv og halshugget, og at de marokkanske myndigheder betragter sagen som terror.

En video, der viser en af kvinderne blive dræbt, florerede efterfølgende på internettet.

Fra dansk side holdes der øje med sagen, og den danske ambassade vil have en observatør i retten.

I alt er 24 mænd tiltalt i sagen. Mindst tre af dem betegnes som hovedmistænkte og er tiltalt for at have udført selve drabene.

/ritzau/