I Storbritannien markerer de 23. marts, som er et-års dagen for coronanedlukningen. Og selvom de pr. dags dato kan konstatere, at næsten halvdelen af befolkningen er vaccineret, er coronafrygten fortsat enorm.
Frygten for nye mutationer, flere dødsfald og en tredjebølge.
Det siger B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg fra London.
»Folk taler stadig om frygten for en tredjebølge. Herover er man helt sikre på, at vi ikke kommer til at undgå en tredjebølge. De forventer ingen normal sommer og ingen rejser.«

»De mener, Europa er grobund for nye varianter. Samtidig frygter man, at vaccinerne ikke vil virke så effektivt.«
Jakob Illeborg påpeger, at frygten er bemærkelsesværdig, da 48 procent af briterne har fået et stik mod coronavirus.
Det er med andre ord noget af en kontrast til herhjemme, hvor 11 procent har påbegyndt vaccinationen – og 5,5 procent er færdigvaccinerede.
»Imens buldrer vi afsted med snak om genåbning, og det er ekstremt tankevækkende. Er der noget, vi ikke har forstået, tænker man næsten. Det håber vi selvfølgelig ikke, men det tænker man, når man står i London.«

I Danmark lyder meldingen, at der er kontrol med covid-19. Ifølge Statens Serum Institut (SSI) er effekten af mutationen B117 under kontrol, hvorfor en genåbning er mulig. Under kontrol har B117 ikke været i Storbritannien, hvor de daglige dødstal har været ekstreme.
Og retorikken i befolkningen går slet ikke om en genåbning, påpeger Jakob Illeborg.
»Briterne er fortrøstningsfulde, men myndighederne advarer mod, at det ikke kommer til at blive nemt herfra. Det er tydeligt, at de er mere bange. Måske fordi de tidligere har brændt nallerne.«
31. oktober lukkede premierminister Boris Johnson ned for anden gang.

Og efterfølgende meldte mutationen B117 sig på banen, som har holdt Storbritannien lukket siden begyndelsen af det nye år. I alt har tæt på 150.000 mistet livet med covid-19 i Storbritannien på et år.
Tæt på 4,5 millioner har været smittede.
Alt sammen bliver tirsdag markeret i Storbritannien. I London er lys sat op, Boris Johnson har talt til befolkningen, ligesom der har været holdt et minuts stilhed flere steder i landet.
»De har været igennem et uhyggeligt mørkt kapitel. Men det føles, som om livet så småt er på vej tilbage. Med stor forsigtighed.«
Trods frygten i Storbritannien forventer man fortsat, at den gradvise åbning kan begynde fra 12. april.