Nyheden om genåbningen har fået frisør Susanne Bornes telefon til at kime uafbrudt. Hun beskriver det som et 'dejligt kaos.'

»Jeg har slet ikke været uden for døren i dag. Jeg har simpelthen taget telefoner hele dagen,« fortæller 60-årige Susanne Borne fra Tommerup på Fyn.

Hun er frisør og ejer fire saloner på Fyn med i alt 15 ansatte.

Til trods for at hun har været selvstændig frisør i 35 år, fortæller hun, at hun aldrig har oplevet noget lignende som dagen i dag.

»Jeg stod op kvart i syv og lavede straks et opslag om, at man kan ringe og booke en tid. Der gik cirka fem minutter, så ringede de første kunder, og jeg har talt i telefon lige indtil klokken 18,« fortæller Susanne, der beskriver sin arbejdsdag som hektisk og kaotisk.

Men når dét så er sagt, så har Susanne svært ved at få armene ned af ren begejstring over nyheden om genåbningen af hendes erhverv.

»Jeg har længe drømt om at få en dato. Og nu kom den. Det er helt vildt fantastisk,« siger hun.

Økonomisk kæmper Susanne for at holde hovedet oven vande.

B.T. har tidligere talt med hende, hvor hun fortalte, at ligesom mange andre nedlukkede erhvervsdrivende er de hjælpepakker, hun kan søge, ikke nok til at dække alle udgifter – og at hun var helt nede og skrabe bunden.

Dog er det ikke kun bankkontoen, der har ramt bunden. For Susanne var det også motivationen og psyken:

»Der har været mange dage, hvor jeg har været helt nede i kælderen og tænkt om jeg nogensinde kom i gang igen. Faktisk i så voldsom en grad, at jeg fik angst. Man kommer for langt væk fra det, man er vant til, og forhåbningerne forsvinder,« fortæller hun.

Men efter i dag kan Susanne mærke, at hun ikke kan få saksen hurtigt nok tilbage i hænderne:

»Jo flere kunder jeg har talt med i dag, jo mere ved jeg, at det er dét jeg skal. Kunderne har været så begejstrede, og jeg mærker, at jeg har været savnet. Dagen i dag har været bedre end juleaften,« konstaterer Susanne.

Mellem 150-160 kunder har i dag fået en tid i én af Susannes fire saloner. Og ifølge tal fra bookingsystemet Hairtools, der benyttes af 1500 frisørsaloner landet over, har mere end 100.000 personer tirsdag booket tid til en klipning, oplyser softwarefirmaet EG, der ejer Hairtools, i en pressemeddelelse.

Susannes store skrækscenarie er dog, at hun i morgen må sige nej tak til kunder:

»Jeg frygter at være nødsaget til at sige nej til kunder. Specielt fordi vi har så hårdt brug for pengene.«

Desværre er det ikke Susannes eneste bekymring:

»Nu kommer det formentlig til at køre nogle måneder, men hvad sker der så? Kommer corona så igen? Det tør jeg næsten ikke tænke på,« siger hun.

»Men vi er nødt til at være optimistiske og give den gas for alle dem, der døjer med coronahår,« afslutter Susanne.