Steve Bannon, Donald Trumps tidligere topmedarbejder, er blevet anholdt.

Bannon er blevet anholdt og sigtet for bedrageri.

Det har en talsmand fra anklagemyndigheden i USA udtalt. Det skriver CNN, som også skriver, at anholdelsen fandt sted i New York torsdag morgen lokal tid.

Bedrageriet skulle have fundet sted i forbindelse med fundraisingkampagnen 'We Build The Wall'.

Her er Bannon under anklage for at have bedraget tusindvis af donorer. Han bliver fremstillet for en dommer på Manhattan senere torsdag.

Kampagnen fandt sted i 2019 og havde til formål at samle penge ind til at bygge den omdiskuterede mur mellem USA og Mexico. Men ifølge anklagemyndigheden har Bannon selv draget nytte af de millioner dollar, som blev indsamlet.

Pengene blev forsøgt samlet ind via crowdfunding, der går ud på at skaffe finansiering via småbeløb fra private.

Ifølge Fox News blev der indsamlet mere end 25 millioner dollar. Det svarer til næsten 160 millioner kroner.

Steve Bannons advokater har endnu ikke udtalt sig i sagen. Heller ikke Det Hvide Hus har kommenteret sagen.

Også Brian Kolfage, som var kampagnens ansigt udadtil, er anklaget for at have brugt pengene til en luksuriøs livsstil. Kolfage er anholdt med Bannon. To andre er ligeledes sigtet i sagen.

Steve Bannon blev i 2017 ansat som kampagnechef og chefstrateg i Det Hvide Hus. Han stoppede dog allerede i august samme år.