Han havde hendes navn tatoveret på brystet tæt ved hjertet.

Få centimeter derfra ramte det knivstik, der kostede 27-årige Christian Obumseli livet.

Nu – mere end fire år senere – har hans daværende kæreste, OnlyFans-modellen Courtney Clenney, fået sin straf, skriver E! News.

Det sker efter, at Clenney har erklæret sig skyldig i uagtsomt manddrab og idømt seks års fængsel ved retten i Miami-Dade County.

Hun kan dog være på fri fod igen, før man ser sig om.

Den nu dømte OnlyFans-model har nemlig siddet fængslet siden august 2022, og derfor kan hun være ude igen om godt to år.

Ofrets kusine læste en besked op fra hans mor under retssagen. 

»Det var mit livs mørkeste dag, og mørket fortsatte med at brede sig, da jeg fik at vide, at Christian var blevet dræbt af sin kæreste Courtney Clenney – en person, han havde stolet på og elsket,« oplæser kusinen og fortsætter:

»Jeg har levet med frygt, angst, søvnløse nætter, hjertesorg og flere tårer, end jeg nogensinde ville kunne tælle.«

Det dødelige knivstik faldt i april 2022 under et voldsomt optrin i parrets fælles hjem i den amerikanske by Miami. 

Forholdet mellem Only-fans stjernen og hendes kæreste havde længe været præget af voldsomme konflikter.

Som B.T. tidligere har beskrevet, indgik blandt andet lydoptagelser i sagen, hvor Clenney kunne høres true sin kæreste på livet.

Da politiet kom frem efter knivstikkeriet, var hun dækket af blod, mens en køkkenkniv blev sikret som gerningsvåben.

Udover dommen venter fem års prøvetid, hvor Courtney Clenney blandt andet skal gennemgå en psykiatrisk vurdering og eventuel behandling.

Bryder hun betingelserne, kan hun ifølge dommeren risikere mellem 10 og 30 års fængsel.