Julenat 2019. 43-årig Eirin Mikkelsen forsvinder sporløst på vej hjem fra en bytur i Landskrona.
To år senere – lillejuleaften 2021 – forsvinder den 31-årige Maline også i de sene nattetimer i den sydsvenske by.
Liget af Eirin Mikkelsen blev fundet en måneds tid senere, men familie og venner håber stadig på, at Maline kommer hjemme i live.
Selvom de frygter det værste, og deres håb svinder for hver dag, der går.
Sagen om den forsvundne Maline, der ikke er blevet set siden 23. december, har fået den to år gamle sag om Eirin Mikkelsen til at dukke op i svenskernes erindring igen.
For selvom det stadig er uvist, hvad der er sket med Maline – om hun frivilligt er gået under jorden eller er blevet bortført – så er der flere ting i de to kvinders sager, der minder om hinanden, skriver den svenske avis Aftonbladet:
Begge forsvandt de i Landskrona på vej hjem fra byen. Det skete i juledagene, og et stort antal både politibetjente og frivillige har ledt efter dem.
»Det er som et deja-vu. Det er mærkeligt,« siger Jenny Björsing, som både deltog i eftersøgningen af Eirin og nu også er med til at lede efter Maline.
De to kvinder havde begge været ude at more sig, da de forsvandt. De havde besøgt den samme bar, og de har sågar også flere fælles bekendte.
»Der er jo fællestræk. Det er åbenlyst. På nuværende tidspunkt ser jeg ingen sammenhæng, men det kan ændre sig,« siger Kent Persson, efterforskningsleder hos politiet i Helsingborg.
Han bekræfter over for Aftonbladet, at politiet ser på personsammenfald mellem sagerne og det faktum, at kvinderne besøgte den samme bar, kort før de forsvandt.
»Det er en del af hele forundersøgelsen. Jeg tog mig også af Eirins forsvinden, så det er klart, man tænker på det,« siger politimanden.
Jenny Björsing er dog ikke i tvivl om, at sammenfaldende er lidt for mystiske:
»Det er to piger, som ligner hinanden udseendemæssigt, og de har begge været på samme bar inden. Der er noget mystisk ved det her.«
Også Malines familie og venner er overbevist om, at hun ikke selv er stukket af.
De frygter, at hun er blevet offer for en hensynsløs gerningsmand.
»Jeg har ikke sovet så meget. Jeg har været ude at lede alle dage, siden hun forsvandt, både på egen hånd og med FIKK (en organisation af frivillige, som hjælper politiet, red.),« siger Rebecka Kainulainen, Malines veninde, til Aftonbladet.
»Jeg er meget urolig. Maline er min bedste ven.«
Især bekymrer det Rebecka Kainulainen, at veninden ikke har sin telefon med sig. Det ligner hende bestemt ikke.
Det sidste livstegn fra hende var da også en Messenger-besked omkring klokken halv fem om morgenen lillejuleaften.
»Hun har altid sin telefon med sig. Så det er meget ulig hende. Vi plejer at høres ved hver dag,« tilføjer Kainulainen.
De to veninder havde planlagt at tage til en julefest sammen 23. december om aftenen. Noget, som Maline havde glædet sig til.
»Hun har set frem til julefesten og spekuleret på, hvilket tøj hun skulle have på. Jeg har svært ved at forestille mig, at hun er gået frivilligt.«
»Jeg frygter, at hun er stødt på en, som ville hende det ilde.«
Malines lejlighed er blevet afspærret, og politiet har afhørt flere personer i sagen.
Hvor den unge kvinde er, og hvad der er sket med hende, er der dog ingen, der ved.

