En amerikansk mand, Paul Guadalupe Gonzales der har fået tilnavnet 'spis og løb (fra regningen)' - for at invitere kvinder på restaurant og derefter løbe fra regningen - har ved en domstol i Los Angeles, Californien, fået 120 dages fængsel.

Det må siges at være langt fra den straf, han oprindeligt stod til, for adskillige forseelser, der blandt andet lød på afpresning og tyveri. Forseelser, der kunne have indbragt ham fængsel i 16 år.

Men dommeren, Darrell Mavis, frafaldt disse sigtelser i sidste måned, skriver ABC10News.

Ifølge dommeren var de kvinder, som blev ydmyget af Gonzales pluselige forsvinden, ofre.

»Men ofre for hvilken kriminalitet? Det er i virkeligheden spørgsmålet,« sagde Darell Mavis.

Den 45-årige Paul Guadalupe Gonzales har samtidig fået tre års forbud mod at bruge dating-apps og hjemmesider. For det var gennem disse, at han kontaktede sine ofre.

Ifølge anklagerne har han snydt mindst 10 kvinder for mere end 950 dollar (6.200 danske kroner, red.) fra maj 2016 til april 2018.

Gonzales mødte kvinderne online på datingsider, og han inviterede dem derpå ud at spise på restauranter i Los Angeles.

Efter middagen forsvandt han pludselig - ofte med en undskyldning om en telefonsamtale eller et toiletbesøg - så veninden blev ladt alene tilbage med regningen. Den var ofte på over 700 kroner.

Otte af de ti kvinder sagde, at de var blevet nødt til at tage sig af regningen. For de sidste to kvinder havde restauranten betalt udgiften, siger den offentlige anklager i Los Angeles. Det skriver BBC.

Paul Guadalupe Gonzales er også blevet beordret til at betale et beløb til fire forretninger.

Et af dem er en hårsalon, som han flygtede fra - stadig iført et håndklæde om sin nakke.