Jane havde glædet sig til daten med Paul Guadalupe Gonzales, som havde været charmerende, da de chattede sammen. Men under middagen på en god restaurant, forsvandt han pludselig som dug for solen. Alene tilbage sad Jane med regningen på 1.400 kr.
Og Jane var ikke Pauls eneste offer. Nu risikerer den 45-årige amerikaner flere års fængsel for afpresning af adskillige kvinder, der troede, de skulle på date med ham.
Jane havde ikke andet valg end at betale regningen, efter at hendes date var stukket af fra restaurant Houston's i den californiske by Pasadena - efter at have fortæret den dyreste ret på hele menukortet, vel at mærke.
»Det var ydmygende, Jeg var frustreret, for jeg sad tilbage med håret i postkassen,« siger Jane til CNN.
Kort fortalt udsatte den anklagede uretmæssigt andre for at betale for sin mad via den stiltiende trussel om offentlig ydmygelse eller at blive betragtet som en medsammensvoren
Navnet Jane er et pseudonym, idet hun ikke ønsker at få sit rigtige navn frem.
Jane havde mødt Paul Guadalupe Gonzales på dating-sitet Bumble, og efter at have chattet lidt sammen spurgte han hende, om de ikke skulle mødes.
Hun havde end ikke overvejet muligheden for, at hans eneste intention med daten var at få et godt måltid mad på hendes regning.
Men ikke desto mindre er det et mønster, som har gentaget sig mange gange i løbet af de sidste to år. Og det kan nu koste Paul Guadalupe Gonzales dyrt.
Han er anklaget for 11 tilfælde af afpresning og to forsøg på afpresning. Kendes han skyldig, risikerer han op til 16 års fængsel.
'Kort fortalt udsatte den anklagede uretmæssigt andre for at betale for sin mad via den stiltiende trussel om offentlig ydmygelse eller at blive betragtet som en medsammensvoren,' står der ifølge CNN i anklageskriftet.
Det er ikke kun sine kvindelige dates, Gonzales har bedraget. To gange skulle han også have skredet fra regningen på frisørsaloner efter at have fået farvet håret - den ene gang havde han endda stadig håndklædet rundt om sin nakke, da han forlod salonen.
Paul Guadalupe Gonzales er i øjeblikket varetægtsfængslet med en kaution på to millioner kr. Efter planen skal han stilles for en dommer på tirsdag.
