En kvinde påstår, at hun blev efterladt alene på et fly efter at være faldet i søvn undervejs på flyveturen.

Da Tiffani Adams lukkede sine øjne på den 90 minutter lange flyvetur fra Quebec til Toronto i Canada, havde hun nok ikke regnet med at være mutters alene i mørket, når hun åbnede dem igen.

Ikke desto mindre er det præcis, hvad, hun påstår, der skete, da hun 9. juni fløj med flyselskabet Air Canada.

Det skriver The Indenpendent.

Ifølge det britiske medie påstår kvinden, at hun faldt i søvn, og da hun vågnede, var flyet bælgmørkt og komplet tomt, mens dørene var låst.

'Jeg faldt i søvn omkring halvvejs på min korte 1,5 timer lange flyvetur,' skriver Tiffani Adams i et opslag på flyselskabets Facebook-side og fortsætter:

'Da jeg vågnede omkring midnat (få timer efter flyet landede), var det iskoldt, og jeg sad fastspændt i mit sæde i komplet mørke (og jeg mener bælgravende mørke).'

Kvinden beskriver herefter hændelsen som 'skræmmende', og at hun i første omgang troede, hun var midt i et mareridt.

Hun fortæller endvidere, at hun forsøgte at ringe til en ven, men at hendes telefon løb tør for strøm omkring et minut inde i samtalen.

'Jeg kunne ikke oplade min telefon for at ringe efter hjælp, så jeg gik fuldstændig i panik,' lyder det fra Tiffani Adams.

Det lykkedes Tiffani Adams at finde en lygte i flyets cockpit, hvorefter hun formåede at få åbnet en flydør.

Da hun efter sigende befandt sig omkring 15 meter over jorden, kunne hun dog ikke gøre meget andet end at sidde og forsøge at lyse med lygten i håb om, at nogle ville se hende.

Ifølge Tiffani Adams var det en lufthavnsansat, der til sidst så hende sidde og dingle med benene fra flyet, og som herefter hjalp hende ned.

'Han spurgte, hvorfor pokker de havde efterladt mig på flyet, hvortil jeg svarede: 'Det undrer jeg mig også over!',' skriver hun.

Den ansatte eskorterede angiveligt herefter Tiffani Adams ind i terminalen, hvor hun blev mødt af repræsentanter fra Air Canada.

The Independent har været i kontakt med flyselskabet, som udtaler, at de er ved at undersøge hændelsen og er i kontakt med den pågældende passager.