'Velkommen til helvede.'

Den 24-årige Jessica Van Meir troede ikke sine egne øjne, da hun kom tilbage til sit flysæde efter en hurtig tur på toilettet.

På skærmen foran hende væltede det frem med lumre meddelelser fra en flok fyre nogle rækker længere bagud.

Under dæknavne som 'dirty mike' og 'big dick swinger' fik hun flere beskeder med klare seksuelle undertoner.

Den unge amerikanske kvinde var lørdag ombord på et Virgin Atlantic fly fra London mod Washington.

Her kunne passagererne - ud over at se film, tv og spille spil - også bruge underholdningssystemet til at chatte med hinanden.

Jessica Van Meir fortæller til tv-stationen CNN, at hun til daglig arbejder i et advokatfirma, som er specialiseret i at føre retssager om seksuelle krænkelser på nettet.

Det skrev hun til mændene og gjorde dem samtidig opmærksomme på, at hun ville indberette dem til flyselskabet.

Kort efter svarede brugeren 'dirty mike':

'I øjeblikket befinder du dig i farezonen.'

Van Meir bad stewardesserne om hjælp, og da kabinepersonalet henvendte sig til mændene, stoppede de deres skriverier.

Det viste sig, at beskederne kom fra spillerne på et rugby-hold, som var lettere berusede.

Deres træner gik efterfølgende hen til Jessica Van Meir og undskyldte på sine spilleres vegne.

Vel nede på landjorden lagde hun billeder af sin korrespondance med mændene på Twitter.

»Det sker jævnligt, at kvinder bliver forulempet. Det er udmattende, og det får dig til at føle dig usikker,« siger hun til CNN og tilføjer:

»Jeg var også forfærdet og skuffet over, at nogen er så respektløse og føler sig berettiget til at sende mig beskeder på en flyvning, hvor jeg rejser alene og bare forsøger at nyde turen stille og roligt og ikke ønsker at blive chikaneret af nogen.«

Jessica Van Meir modtog en række lumre beskeder under en flyvtur fra London til Washington.
Jessica Van Meir modtog en række lumre beskeder under en flyvtur fra London til Washington. Foto: Facebook
Vis mere

En talsmand fra Virgin Atlantic siger til CNN, at de er 'ekstremt bekymrede' over hændelsen, og at de undersøger den nærmere.

»Vi ønsker, at alle vores kunder har den bedst mulige oplevelse, når de flyver med os, og vi har nul-tolerance over for enhver forstyrrende eller upassende opførsel.«

Talsmanden beklager også over for Jessica Van Meir, at hun er blevet forulempet på sin flyvetur.

Selskabet tager nu deres underholdningssystem op til vurdering for at sikre, at noget lignende ikke sker igen.