Søvnig gæst får kæmperegning: Ødelagde hotellet under sin lur


Det kan blive ganske dyrt for en norsk hotelgæst, at han natten til lørdag faldt i søvn på badeværelset.
Manden, der var beruset, blev opdaget af en ansat på Scandic-hotellet Dyreparken i Kristiansand.
Da politiet ankom på hotellet ved 6-tiden lørdag morgen, fossede vandet ud fra værelset på tredje sal.
Det skriver den norske avis Dagbladet.
»Manden var faldet i søvn med vandet løbende. Det førte til vandskader, som også har bredt sig til andre værelser,« siger operationsleder ved politiet i Agder, Therese Weisser.
Det er uvist hvor mange etager, der er ramt af vandskaden, ligesom det er uvist hvorvidt gæsten kommer til at betale for ødelæggelserne.
»Foreløbig er det en sag mellem gæsten og hotellet,« skriver politiet på Twitter.
Direktøren for Kristiansand Dyrepark, Per Arnstein Aamot, har aldrig oplevet noget lignende.
»Hele situationen er vældig ærgerlig, idet der er tale om virkelig store skader. Det bliver et stort arbejde at få udbedret skaderne,« siger han.
Hotellet er i kontakt med sit forsikringsselskab, og der kan blive tale om at lukke hotellet helt i en periode og genhuse gæsterne på et andet nærliggende hotel.