Hun fik lavet nye negle: Da fingeren bagefter begyndte at hæve, måtte hun haste på hospitalet


En kvinde risikerer nu at få så voldsomme mén efter at have haft kunstige negle, at hun ikke kan bruge sin tommelfinger.
Lowri-Anne Wilson, der bor i Porthcawl i Wales, England, blev efterladt i et regulært smertehelvede efter at have fået påsat kunstige negle i akryl hos en lokal neglesalon, skriver britiske Metro.
»Fingeren begyndte at hæve, og jeg tog på hospitalet, hvor de fortalte mig, at jeg blev nødt til at tage tilbage til neglesalonen for at få neglen fjernet. Det nægtede de, og derfor endte det med, at jeg måtte have den opereret væk på hospitalet,« fortæller den ulykkelige kvinde til avisen.
Få dage senere blev hun ramt af en infektion og en byld på sin tommelfinger. Det krævede en operation at fjerne den inficerede negl, og nu frygter hun, at hendes naturlige negl aldrig vil gro ud igen.
Hvis infektionen havde spredt sig til hendes knogler, ville hun have mistet fingeren.
Lowri-Anne Wilson beskriver smerten som helt uudholdelig.
»Det var den værste smerte, jeg nogensinde har oplevet, og jeg har fået fire børn,« siger hun.