Et alvorligt skyderi har fundet sted i en Walmart-butik i shoppingcenteret Cielo Vista Mall i El Paso, Texas, USA. Flere personer har mistet livet.

Politiet i El Paso bekræfter, at flere er blevet dræbt under skyderiet. Derudover fortæller man også, at gerningsmanden er i politiets varetægt og ikke længere er aktiv.

Olivia Zepeda, borgmesterens personalechef, har også bekræftet over for CNN, at flere er døde som følge af skyderiet.

Politiet bekræfter, at flere er blevet dræbt. Men hvor mange der præcist er blevet dræbt, kan endnu ikke fastslås. Kilder siger til NBC News, at der foreløbigt er 18 døde, mens 22 behandles på hospitaler i byen.

Meldinger går på, at en mand angiveligt har skudt med et AK47-gevær på parkeringspladsen uden for Walmart, hvorefter han trængte ind i butikken.

Dan Patrick oplyser endvidere til Fox News, at politiet på nuværende tidspunkt tilbageholder en 21-årig mand. Dette er endnu ikke blevet bekræftet af politiet.

Lørdag aften dansk tid har også USA's præsident, Donald Trump, reageret på lørdagens skyderier.

'Frygteligt skyderi i El Paso. Meldingerne er meget dårlige, mange dræbte,' skriver Donald Trump.

I øjeblikket florerer der tilmed billeder af hårdt sårede personer, som ligger på parkeringspladsen foran centret. Et vidne, Rey Holgin, siger til CBS News, at han var på vej ind i Walmart-butikken, da han pludselig hørte ti skud blive affyret. Han mener at have set to forskellige personer med skydevåben.

Politiet i El Paso oplyste tidligere, at der var meldinger om flere gerningsmænd. Lige er kun en gerningsmand i politiets varetægt. Tre Walmart-medarbejdere flygtede fra butikken og løb ind i restauranten Landry's Seafood House, skriver CNN. Kvinderne var uskadte, men chokerede.

»Vi troede ikke, det ville ske så tæt på her. Vi ser det i nyhederne hele tiden, men man tror aldrig, at det sker her - indtil det så gør,« siger restaurantejer Oscar Collazo til CNN.

Restauranten var egentlig under lockdown, men åbnede døren, da de tre kvinder kom løbende.

Andre læser også