Flere amerikanske stjerner har været aktive i kritikken af den amerikanske præsident, Donald Trump, efter weekendens skyderier i El Paso, Texas, og Dayton, Ohio, der i alt har kostet 29 menneskeliv.

Store navne som Rihanna, Reese Witherspoon og John Legend er tyet til tasterne efter weekendens skyderier.

De fordømmer angrebene og retter samtidig kritik af manglende handling fra Donald Trump.

Sangerinden Rihanna lavede søndag aften et opslag på Instagram, hvor hun kritiserede USA´s præsident for ikke at skride ind over for den våbenlovgivning, der konstant debatteres i USA.

Rihanna bakkes op af den succesfulde sanger og sangskriver John Legend.

Den 40-årige kunstner beskylder i et tweet Donald Trump for direkte at inspirere mordere ved hjælp af sine racistiske udtalelser.

På Twitter sætter John Legend desuden spørgsmålstegn ved, hvornår den amerikanske regering skrider ind overfor disse masseskyderier.

´Mit hjerte græder for El Paso og Dayton. Vores land oplever disse traumatiske oplevelser alt for ofte, og vi har brug for, at vores ledere handler øjeblikkeligt,´ skriver han.

Opråbet til Donald Trump får støtte af den amerikanske skuespillerinde Reese Witherspoon, som også har kommenteret skyderiet på Twitter.

´Vågnede op til nyheden om skyderiet i Dayton. Dette meningsløse tab af liv er ubærligt. Hvornår vil vores amerikanske repræsentanter give befolkningen den fornuftige våbenlov, vi alle efterspørger?´ skriver hun.

Skyderiet i El Paso, Texas, fandt sted i et Walmart-supermarked og kostede 20 menneskeliv, hvorefter politiet pågreb gerningsmanden.

I Dayton, Ohio, blev ni mennesker dræbt, inden politiet skød og dræbte gerningsmanden.