»Jeg er nervøs ad helvedes til. Det her bliver noget lort, men jeg kan ikke vente længere. Jeg dør nok i dag«.
Sådan skriver en bruger af internetforummet 8chan 20 minutter før, de første skud blev affyret under masseskyderiet i El Paso lørdag, hvor 22 mennesker mistede livet.
Politiet er lige nu i færd med at undersøge, om beskedens afsender er den samme mand, som er mistænkt for at stå bag El Paso-masseskyderiet, Patrick Crusius.
I beskeden har 8chan-brugeren vedhæftet et fire sider langt brev, hvis sider er fulde af nationalistisk og racistisk had mod indvandrere og latinamerikanere, og brevets forfatter beskylder indvandrerne for at tage amerikanernes jobs og blande kulturerne sammen. Det skriver CNN.

Det ville ikke være første gang, at 8chan, der er berygtet for at være en af internettets mørkeste afkroge, bliver koblet sammen med et masseskyderi.
Faktisk er det tredje gang bare i år.
Før masseskyderiet i Christchurch, New Zealand, i marts måned i år, blev et 87-sider langt manifest lagt ud på 8chan. Manifestet indeholdt racistiske udmeldinger om muslimer og udtrykte kraftig modstand mod indvandring.
Lidt over en time inden angrebet på en synagoge i Californien i april, hvor en person døde, lagde en person, der selv skrev, at han stod bag angrebet, et hadefuldt manifest op på siden. I manifestet skrev vedkommende, at han ønskede at dræbe jøder.
Hver gang jeg hører om et masseskyderi, så siger jeg: 'Okay, vi skal undersøge, om der er en forbindelse til 8chan'Fredrick Brennan, stifter af 8chan
8chan blev stiftet i 2013 af softwareingør Fredrick Brennan, som ønskede et sted på internettet, hvor alle kunne skrive, hvad de havde lyst til uden at blive censureret.
»Hver gang jeg hører om et masseskyderi, så siger jeg: 'Okay, vi skal undersøge, om der er en forbindelse til 8chan',« har Fredrick Brennan udtalt til New York Times i forbindelse med, at der endnu en gang kan kobles et massemord til internetforummet.
Nu vil han lukke siden ned.
8chan er ikke længere kendt for at være et sted, hvor man kan hylde ytringsfriheden, som det oprindeligt skal have været. I dag er det især kendt for at være et sted, hvor konspirationsteorier og massemorderes manifester bliver lagt op til frit skue for alle, der lægger vejen forbi siden.

Fredrick Brennan mener derfor ikke, at forummet længere bidrager med noget godt til samfundet. Den nuværende ejer har dog ikke udtrykt samme holdning.
Men i dag har sikkerhedsudbyderen, Cloudflare, meldt ud på deres blog, at de ikke længere ønsker at have 8chan som kunde.
Det efterlader 8chan ubeskyttet overfor såkaldte DDoS-angreb, som kan overbelaste en internetserver så meget, at man ikke vil kunne få forbindelse til siden, hvis man prøver.
Da B.T. forsøgte at tilgå siden mandag aften, var det da heller ikke muligt.


