Ekstremistiske Trump-støtter har konkrete planer om at omringe Kongressen og myrde politikere fra Demokraterne og Republikanerne forud for indsættelsen af Joe Biden som ny præsident 20. januar.

Det skriver både cnn.com og HuffPost.

De to medier har oplysningerne fra demokratiske medlemmer af Kongressen, der er blevet briefet om truslen af den politienhed, der beskytter Kongressen.

»De (politiet, red.) taler om, at omkring 4.000 bevæbnede ‘patrioter’ vil omringe Kongressen og forhindre enhver demokrat i at komme ind,« siger demokraten Conor Lamp til CNN i programmet ‘New Day’.

Flere tusinde Trump-støtter stormede Kongressen 6. januar.
Flere tusinde Trump-støtter stormede Kongressen 6. januar. Foto: LEAH MILLIS
Vis mere

Conor Lamp tilføjer:

»De (oprørerne, red.) har offentliggjort instrukser om, hvordan man skal deltage, hvornår der skal skydes, og hvornår der ikke skal. Det her er en organiseret gruppe med en plan.«

Ledelsen af politistyrken i Kongressen har ifølge HuffPost mandag aften informeret Demokraterne om de grusomme planer om at myrde medlemmer af Kongressen.

Politiet overvåger ifølge HuffPost nøje planlægningen af tre potentielle angreb.

Vrede Trump-støtter stormer Kongressen 6. januar.
Vrede Trump-støtter stormer Kongressen 6. januar. Foto: ROBERTO SCHMIDT
Vis mere

Det første angreb knytter sig til en demonstration, der kaldes ‘den største væbnede protest nogensinde på amerikansk jord’.

Den anden trussel skal ses i sammenhæng med en protestaktion, der vil ære Ashli Babbitt; det var den kvinde, der blev dræbt af politiskud, da hun under angrebet på Kongressen 6. januar forsøgte at trænge ind i ‘Speaker’s Lobby’ i kongresbygningen.

Og den tredje og mest skræmmende plan går ifølge tre medlemmer af Kongressen, som HuffPost har talt med, ud på, at oprørerne vil omringe området omkring Kongressen, Det Hvide Hus og Højesteret i Washington.

Oprørerne vil blokere demokraternes adgang til Kongressen og måske endog myrde dem, så Republikanerne kan beholde regeringsmagten.

Trump-støtter stormer Kongressen 6. januar.
Trump-støtter stormer Kongressen 6. januar. Foto: LEAH MILLIS
Vis mere

Truslen er også rettet mod republikanere, der ikke har støttet Donald Trumps forsøg på at få omgjort Joe Bidens legitime valgsejr.

Kongresmedlemmerne, som HuffPost har talt med, er ifølge mediet ‘ekstremt bekymrede’ over den trussel, de er blevet informeret om af myndighederne.

Medlemmerne af Kongressen er blevet bedt om ikke at dele detaljer om truslerne med offentligheden, da det kan hjælpe ekstremisterne i deres planlægning, skriver HuffPost.

Af samme grund ønsker HuffPost ikke at viderebringe præcise oplysninger om, hvem der organiserer de planlagte angreb, og hvornår de er planlagt til at finde sted.

Nationalgarden er massivt til stede i Washington.
Nationalgarden er massivt til stede i Washington. Foto: JOSHUA ROBERTS
Vis mere

Briefingen af kongresmedlemmerne om de forestående angreb kommer, efter FBI har været ude at advare om, at der er planer om ‘væbnede protester’ i Washington og i samtlige delstaters hovedstæder.

Sikkerheden frem mod Joe Bidens indsættelse som præsident 20. januar er blevet skærpet markant siden det historiske angreb på Kongressen 6. januar.

Mandag meddelte Nationalgarden, at man vil have op til 15.000 soldater på plads i Washington 20. januar.

Allerede nu er der flere end 6.200 soldater fra Nationalgarden i byen, og antallet vil vokse støt de kommende dage, skriver cnn.com.