I to årtier var amerikanske Joe Camp fast inventar i førskolen på en skole i North Carolina. Men i september måtte han modvilligt sige farvel.

Han blev fyret på grund af coronapandemien. Og som om det ikke var nok, gik hans far bort blot en måned senere.

»Jeg var et meget mørkt sted,« fortæller han ifølge CNN. Han fortsætter:

»Men jeg har en masse venner og familie, der bad mig hænge i. De bad mig tro på mig selv.«

Om Joe Camp fortsatte med at tro på sig selv, melder historien intet om. Men han må have troet på sit held.

Juleaftensmorgen besluttede han nemlig at købe to skrabelodder ved en benzintank. Noget, han har gjort mange gange før.

Det første lod var der ingen gevinst på. Han fortsatte til det næste.

»Jeg skrabede det og faldt ved knæ ved benzinpumpen,« fortæller han.

Nu stod han pludseligt med et lod til en værdi af 250.000 dollar – svarende til 1,5 million kroner – i hånden.

Joe Camp ved lige nøjagtig, hvad han skal bruge pengene på: Sin familie. Sine børn og børnebørn.

Han planlægger således at betale for, at hans datter kan få en uddannelse, og så vil han købe et nyt hjem, som kan gå i arv til familien, når han ikke længere er her.

»Jeg planlægger at give min datter en fremtid. Jeg vil gerne gøre noget for os i familien. Jeg har aldrig rigtig ejet noget. Aldrig arvet noget. Så det er det, jeg vil gøre.«