Det amerikanske skomærke Timberland har sagsøgt den norske sportskæde Sport Outlet for skoplagiat.

Koncernchefen for Sport Outlet er dog ikke enig i anklagen og mener derimod, at Timberland misbruger sin økonomiske magt.

Det skriver det norske medie Dagens Næringsliv.

»Gennem sine over 75 butikker i hele Norge og gennem virksomhedens netbutik, har Sport Outlet solgt ti forskellige fodtøj, som systematisk ligner visuelt og har træk fra Timberlands originale design i en grad, som vi klart mener krænker vores ophavsret,« siger Leslie Grundy, der er pressevagt for Timberland til avisen.

Det er dog ikke den samme version, som norske Sport Outlet har af situationen.

»Det er også sko, som vi har købt fra blandt andet to danske leverandører, så det er meget mærkeligt, at Timberland går efter os. Flere af skoene er også blevet solgt af andre store sportskæder, uden at der gjort noget. Timberland bruger retsvæsenet til midlertidigt at gøre konkurrerende skomodeller utilgængelige for forbrugeren,« svarer koncernchef Tor Andre Skeie som modsvar til Dagens Næringsliv.

Sport Outlet er en kæde, der opkøber restlageret hos andre brands og sælger det i outlets i hele Norge.

Timberland er en amerikansk virksomhed fra 1952. Hvert år sælger brandet produkter for flere milliarder kroner.