- CDU's valgkamp er som en bil, der er kørt fast i sand, siger veteranpolitikeren Wolfgang Schäuble.

Forud for det tyske valg om en uge kan de tyske vælgere søndag aften følge den tredje og sidste tv-debat mellem de tre førende kanslerkandidater.

Her mødes socialdemokraten Olaf Scholz, der har opbakning fra 26 procent af vælgerne i den seneste Insa-måling, med sin konservative rival, Armin Laschet, som støttes af 21 procent.

De Grønnes leder og kanslerkandidat, Annalena Baerbock, er den tredje deltager i debatten. Hun har ifølge Insa-målingen fra Bild am Sonntag 15 procent af vælgerne bag sig.

I løbet af en hård måned er vejen til det tyske kanslerministerium blevet langt stejlere for den 60-årige Armin Laschet, som var udset til at blive afløser for den afgående Angela Merkel.

Debatten søndag aften er den måske sidste chance, Laschet får til at vende meningsmålingerne, men der er ikke mange, som tror det vil lykkes, efter at hans valgkamp stort set har været en lang nedtur.

- CDU's valgkamp har tabt tempo og lider tilbageslag efter tilbageslag. Det er som en bil, der er kørt fast i sand. Men synker mere og mere, siger CDU-veteranpolitikeren Wolfgang Schäuble, som er formand for det tyske parlament, Forbundsdagen.

Under oversvømmelseskatastrofen i det vestlige Tyskland i juli gik det første gang galt for Laschet.

Mens den alvorstyngede forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, talte til ofre, som havde mistet alt, zoomede journalisters kameraer ind på Laschet, som stod i baggrunden og havde glemt situationens alvor. Han var overvældet af et latteranfald.

Billederne blev bragt i alle medier, og Laschet begik efterfølgende flere andre fejl ved at svare usikkert og uklart på spørgsmål om klimapolitik, flygtningepolitik og andre centrale valgtemaer.

Fejltagelserne har ført til stadig tilbagegang i meningsmålingerne for det konservative CDU, mens socialdemokratiske SPD med Scholz i spidsen er gået frem og frem.

Men Laschet er også kendt for at være udholdende. Nyhedsmagasinet Der Spiegel har skrevet, at han har en egen evne til at blive ved og holde ud, indtil rivalerne giver sig. Måske vil dette komme til at præge den sidste del af valgkampen.

Tv-debatten ventes at blive stærkt præget af spørgsmål om mulige samlingsregeringer. CDU siger, at en koalition under Stolz vil blive nødt til at regere sammen med det stærkt venstreorienterede Die Linke.

Scholz synes også under pres efter en razzia i hans finansministerium, hvor en afdeling under toldmyndighederne mistænkes for i årevis at have stået i vejen for opklaring af hvidvask af penge.

/ritzau/Reuters

/ritzau/