De kan ikke få den samme afsked, som alle andre fra denne verden.
Sexarbejderne i Bangladesh bliver begravet i en umarkeret grav eller smidt i en flod. Imamerne i det muslimske land vil ikke have noget med dem at gøre.
Indtil nu, vel at mærke.
I torsdags i forrige uge blev Hamida Begum den første sexarbejder fra bordellet Daulatdia til at få en formel islamisk begravelse.

Der var masser af kvinder ved gravstedet. De græd alle sammen for den 65-åriges død, men tårerne faldt også, fordi begravelsen var en milepæl.
»Jeg havde aldrig drømt om, at hun ville få en så ærværdig afsked,« sagde Begums datter Laxmi, som også arbejder i bordellet, ifølge Bangkok Post.
»Min mor blev behandlet som et menneske,« tilføjede hun.
Da Begum døde, var det planen, at hun skulle begraves i en grav uden nogen markering. Men en gruppe sexarbejdere ville det anderledes.

De overtalte det lokale politi til at tale hendes sag for de islamiske imamer.
Bangladesh er et af de få muslimske lande, hvor prostitution er lovligt. Kvinderne skal blot være fyldt 18 år.
I realiteten bliver de - ofte helt ned til syv år gamle - solgt som vordende ludere. Politiet er ofte klar over denne praksis, men vender det blinde øje til.
Begum var blot 12 år gammel, da hun begyndte at arbejde i bordellet Daulatdia. Her tager op til 1.200 kvinder og piger sig af 5.000 klienter om dagen.

Det er et af de 12 bordeller, der eksisterer i Bangladesh. Daulatdia blev grundlagt under briternes styre.
I årtier er de døde blevet lagt i en umarkeret grav eller begravet i mudderet.
Nu håber beboerne i bordellet, at lysere tider er på vej.
Over 200 tog del i begravelsen af Begum, og over 400 var med til måltidet og bønnerne bagefter.

»Det var en scene, som aldrig er set før. Folk ventede til sent om natten med at bede sammen. Sexarbejdernes øjne var fulde af tårer,« sagde politichefen Rahman.
Jalil Fakir er en rådgiver for landsbyen, og han tog også del i begravelsen.
»Hvem er jeg, som dømmer hende. Hvis hun har begået nogen synd, så er det Allah, som skal dømme hende i livet efter døden, ikke nogen af os,« siger han.


