Ted Cruz sad som alle andre på en lille sort klapstol. Han tog billeder, optog videoer og klappede på de rigtige tidspunkter.

Men burde den republikanske senator helt have holdt sig væk, da Joe Biden onsdag blev indsat som USA's præsident?

Ja, mener mange på sociale medier. For her har Ted Cruz siden fået en stor omgang digitalt høvl for sin tilstedeværelse. Det samme har en anden republikansk senator, Josh Hawley.

'I stedet for at spadsere rundt til indsættelsesceremonien burde Cruz og Hawley føle sig lykkelige over, at de overhovedet har fået lov til at blive i Senatet efter at have opmuntret til oprøret 6. januar,' skriver historikeren og forfatteren Michael Beschloss eksempelvis på Twitter.

Josh Hawley under indsættelsen.
Josh Hawley under indsættelsen. Foto: Drew Angerer
Vis mere

Senator Ted Cruz (th.) har mobilen fremme for at forevige øjeblikket under Joe Bidens indsættelsesceremoni.
Senator Ted Cruz (th.) har mobilen fremme for at forevige øjeblikket under Joe Bidens indsættelsesceremoni. Foto: JONATHAN ERNST
Vis mere

Både Ted Cruz og Josh Hawley er nemlig blevet anklaget for at have haft andel i de optøjer, der udspillede sig i Kongressen for kun to uger siden. Josh Hawley blev i endda fanget på et foto, hvor han så ud til at opmuntre demonstranterne.

Og det er endnu ikke glemt, at de begge ofte har gentaget Donald Trumps beskyldninger om valgsvindel. Og det er ikke glemt, at Ted Cruz og Josh Hawley selv efter optøjerne i Kongressen 6. januar gik på talerstolen i Senatet og opfordrede til ikke at godkende Joe Biden som ny præsident.

Flere demokrater – blandt andre Alexandria Ocasio-Cortez – har siden forlangt, at de skulle fratages deres plads i Senatet.

I løbet af onsdagens præsidentindsættelse på samme sted, hvor urolighederne altså fandt sted kun 14 dage tidligere, fangede kameraet flere gange Ted Cruz. Det fik reaktioner frem på Twitter. Her lød det blandt andet:

  • 'Ted Cruz er ikke så lidt fræk at dukke op til indsættelsesceremonien.'
  • 'Ted Cruz' tilstedeværelse var en plet på indsættelsen.'
  • 'Var Ted Cruz dér? Hvad? Secret Service og FB tænkte nok, at det var bedre at invitere fyren, så de kunne holde øje med ham.'
  • 'At Ted Cruz var med minder om den lykkelige slutning på enhver Disney-film, hvor skurken forsøger at snige sig med.'
  • 'Jeg troede ikke, at vampyrer kunne komme ud i dagslys.'

Ted Cruz med 'Come and take it'-masken.
Ted Cruz med 'Come and take it'-masken. Foto: Drew Angerer
Vis mere

Det er også blevet bemærket, at Ted Cruz under ceremonien bar en maske med ordlyden 'Come and take it'. Det var den selvsamme maske, han bar under seancen i Senatet, hvor han opponerede mod Joe Bidens præsidentskab. Slagordene stammer fra hans hjemstat Texas og er et udtryk for trods og for at stå op for en sag.

Ted Cruz lagde også billeder og videoer ud på Twitter under festlighederne. Af kendisoptrædenerne af Jennifer Lopez, Lady Gaga, Garth Brooks. Og af Joe Biden i det øjeblik, hvor han blev taget i ed som USA's 46. præsident.

'Må Gud velsigne USA,' lød det i den forbindelse fra Ted Cruz på det sociale medie.

Til det har historikeren Michael Beschloss denne kommentar: »Cruz poserer og tager selfier foran Kongressen. Jeg joker ikke.«