Alexandria Ocasio-Cortez var usikker på, hvem hun overhovedet kunne stole på, da de mange Trump-tilhængere invaderede Kongressen.

»Jeg vidste ikke, om jeg ville komme igennem dagen i live,« siger hun.

I en timelang liveseance på Instagram har det demokratiske Kongresmedlem fortalt om sine oplevelser og tanker i forbindelse med angrebet på USAs parlamentsbygning for en uge siden. I alt fem personer døde under optøjerne.

Alexandria Ocasio-Cortez var selv til stede og måtte evakueres, og hun slår fast, at hun og kollegaerne »kun lige akkurat undslap døden«. Hun kalder det også ifølge Buzzfeednews for »traumatiserende«.

Trump-tilhængerne tiltvang sig adgang til hjertet af amerikansk politik.
Trump-tilhængerne tiltvang sig adgang til hjertet af amerikansk politik. Foto: JIM LO SCALZO
Vis mere

Hun kommer af sikkerhedsmæssige hensyn ikke med detaljer omkring selve evakueringen, men hun siger, at hun faktisk ikke følte sig tryg sammen med de øvrige kongresmedlemmer.

»Helt ærligt, jeg kender højrenationalistiske medlemmer af Kongressen, som jeg frygtede ville afsløre, hvor jeg befandt mig. Det ville betyde, at jeg kunne komme til skade eller blive kidnappet,« siger Alexandria Ocasio-Cortez.

Det er siden kommet frem, at flere betjente lukkede demonstranterne indenfor i Kongressen, men allerede under angrebet nærede den demokratiske politiker mistillid til nogle medlemmer af ordensmagten.

»Det er ret traumatiserende at løbe rundt i Kongressen og ikke vide, om en betjent vil hjælpe dig eller skade dig,« siger Alexandria Ocasio-Cortez, der har siddet i Repræsentanternes Hus i to år.

Alexandria Ocasio-Cortez er valgt i New York.
Alexandria Ocasio-Cortez er valgt i New York. Foto: Alba Vigaray
Vis mere

Den 31-årige politiker påpeger videre, at »demokratiet er skrøbeligt«, og at man skal »passe på det«. I forlængelse af det kommer hun i sit lange indlæg på Instagram også med et angreb på de fremtrædende republikanske senatorer Josh Hawley og Ted Cruz, der efter optøjerne stadig forsøgte at omgøre valgresultatet, da Kongressen genoptog sit arbejde.

»I hører ikke hjemme i Senatet,« siger Alexandria Ocasio-Cortez og tilføjer, at de kun havde gjort det for at nære egne politiske ambitioner i forhold til eventuelt selv at stille op til præsidentvalget i 2024:

»Lad mig give jer et smugkig: I kommer aldrig til at blive præsidenter. I kan aldrig få dette lands respekt igen. Aldrig. Aldrig. I burde trække jer tilbage.«

Alexandria Ocasio-Cortez mener videre, at samtlige republikanere, i alt 147 styk, der i onsdags i Senatet og Repræsentanternes Hus stemte for at omgøre valgresultatet burde sige farvel til Kongressen.

Se hele hendes indlæg på Instagram her: