To små stykker kylling, et par skiver frugt og brød.
Det var det sølle måltid en 28-årig afghansk flygtning i Fort Bliss i staten Texas modtog en tilfældig aften, og som blev lagt på Twitter for at vise, hvad flygtninge i Texas-udgaven af Sandholmlejren får serveret.
Reaktion på billedet var hån og krav om, at han skulle rejse tilbage til Afghanistan.
»Pointen med den tweet var ikke at klage, men være meget kritisk,« siger Hamed Ahmadi, som lagde billedet på Twitter, til den amerikanske avis The Independent.
Og han har da også noget af historie bag sig.
Inden han forlod Afghanistan har han nemlig arbejdet tæt sammen med amerikanere og andre udlændinge, og derfor var han i stor fare her i den sidste tid, efter Taliban overtog magten i landet.
Helt konkret blev han fornylig hjulpet ud af landet ved efter tre dage i i lufthavnen i Kabul at lov at komme med et amerikansk militærfly.
Og det var noget af en rute, han kom ud på i flyet.
Han fløj først til Qatar i Mellemøsten, så til Tysland i Europa, inden han endelig landede i USA
»Tro mig. Jeg er ikke så begejstret for at være i USA på grund af hele denne situation. Alt skete så hurtigt, og jeg føler ikke rigtigt, at jeg er i mit drømmeland,« siger han til den amerikanske avis.
Nu bor han sammen med tusinde af andre afghanske flygtninge i lejren med navnet Fort Bliss.
"På grund af disse evakueringers komplicerede karakter og for at beskytte de ankomne afghaners privatliv og sikkerhed, giver vi ikke specifikke numre på steder ved ankomsttider/lufthavne/luftfartsselskaber, boligsteder, behandlingstider eller videre destinationer," siger en talsmand fra lejren til The Independent.
Mere end 100.000 afghanere er blevet hjulpet ud af landet, og amerikanske militære installationer huser i øjeblikket anslået 30.000, rapporterede CBS tidligere på ugen.
»Folk er usikre og lidt forvirrede over processen. De er usikre på deres fremtid,« slutter han interviewet med The Independent.




