En kinesisk blogger fik en forfærdelig død, da hendes eksmand oversprøjtede hende med benzin og satte ild til hende. Det skete, mens hun var i færd med at livestreame, oplyser lokale medier.
Lamu var en populær skikkelse på den kinesiske version af TikTok, hvor hun havde hundredtusinder af følgere.
Ved benzinoverfaldet fik hun forbrændinger på 90 procent af kroppen, som var så voldsomme, at hun to uger efter benzinangrebet døde. Det skriver BBC.
Benzinangrebet har medført, at man på de sociale medier nu taler meget om vold mod kvinder i Kina

Den 30-årige Lamu kom fra Sichuan-provinsen, og hun var kendt for sine glade poster om livet på landet. Hun var også kendt for aldrig at bruge makeup i sine videoer.
Ifølge mediet Beijing Youth Daily gik Lamus skærm i sort, kort efter at hun begyndte at livestreame 14. september.
Hendes eksmand, der kun beskrives med efternavnet Tang, var brudt ind i huset, hvor han havde bevæbnet sig med en kniv og en dunk benzin.
Efter angrebet blev Lamu først kørt til et lokalt hospital og senere overført til et større hospital.
Hendes familie bad hendes følgere om finansiel støtte, og på bare 24 timer blev der indsamlet næsten en million kroner.
Men forgæves – Lamu døde 30. september i år.
Ifølge avisen Beijing Youth Daily havde Tang udøvet vold mod hende adskillige gange. Vold i hjemmet, vel at mærke.
Det blev alt sammen for meget for Lamu, som blev skilt fra Tang tidligere i år. Parret har to børn, og forældrene fik forældremyndigheden over et barn hver.
Kort tid efter skilsmissen truede Tang med at dræbe sit barn, hvis ikke Lamu giftede sig med ham igen.
Det gjorde hun faktisk, men hun endte alligevel med at løbe sin vej.
Da han ikke kunne finde hende, udfrittede han hendes familie. Lamus søster, som ikke ville udlevere adressen til Tang, fik også tæsk af ham.
Det blev meldt til politiet, som dog ikke gjorde noget ved sagen.
Hun blev til sidst skilt fra Tang endnu en gang – og denne gang fik hun forældremyndigheden over begge børn.
Tang blev anholdt 14. september.