Fredag udtalte SAS, at det kommer til at koste en dansk kvinde et juridisk efterspil i millionklassen, at hun udløste nødslisken på et fly på vej hjem fra den græske ø Zakynthos til København.

Nu fortæller kvinden sin version af historien.

»Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det skulle komme så langt ud. Vi risikerer nu at gå fra hus og hjem, og at hele det liv, vi har brugt 10 år på at bygge op, forsvinder på et splitsekund.«

Sådan siger kvinden og hendes mand til B.T., i kølvandet på at SAS har truet dem med et millionkrav.

Parret, der var på ferie med deres to børn, har ønsket at være anonyme, da de er bange for at blive udstillet.

Det ønske har B.T. imødekommet. I denne artikel kalder vi dem derfor Jan og Laura. B.T. er dog bekendte med parrets identitet.

Ifølge dem begyndte uenighederne, da Laura stillede sin håndbagage på gulvet under sædet foran sig, som reglerne på sædvanlig vis foreskriver.

Stewardessen fortalte – ifølge parret – at Laura sad ved nødudgangen, og at hun derfor skulle stille sin håndbagage i kabinen ovenover, mens Laura påstår, at hun sad på rækken bag nødudgangen.

Ifølge Laura lider hun af Aspergers, som er en diagnose inden for autismespektret. Sygdommen betyder, at Laura efter egne ord er en 'regelrytter', og at det var derfor, hun holdt stædigt fast i, at hun havde ret til at have sin håndbagage foran sig.

Til sidst eskalerede situationen så voldsomt, at to stewardesser bad Laura om at sætte sin bagage op eller forlade flyet, hvorefter Laura rejste sig og åbnede døren.

»Jeg kiggede tilbage på min familie og tænkte, at jeg ikke ville risikere, at de også skulle blive smidt af, så jeg skyndte mig hen og åbnede døren,« fortæller Laura og fortsætter:

»Jeg havde ingen idé om, at det ville udløse en nødsliske. Havde jeg vidst det, havde jeg ikke gjort det.«

Hvorfor valgte I ikke bare at stille håndbagagen op, selv om I følte, I havde ret?

»Vi forstod ikke, at alle andre godt måtte have den stående, så vi stillede spørgsmål ved, hvorfor hun (Laura, red.) ikke måtte. Stewardessen var meget nedladende, og derfor begyndte de at diskutere,« siger Jan og påpeger, at han selv gerne måtte have sin bagage stående foran sig.

»Min autisme gør, at jeg står meget fast på, at en regel er en regel, og at regler skal overholdes,« siger Laura.

Alle 161 passagerer og mindst seks besætningsmedlemmer blev efterfølgende indkvarteret på et hotel og fløjet hjem dagen efter.

Jan og Laura blev 'sortlistet' af SAS og måtte på egen hånd finde alternative flyselskaber for at komme hjem.

Da SAS er en del af Star Alliance, og det ikke var muligt for dem at finde et flyselskab på øen, som ikke var en del af dette samarbejde, måtte de tage en færge til Athen og flyve hjem derfra.

De landede i København fredag – to dage efter hændelsen – hvor de på B.T. kunne læse, at de kan se frem til en gigantbøde fra SAS.

»Vi er så rystede over alt det her. Vi har været inde og ude af chok i 40 timer,« siger det tydeligt påvirkede par over telefonen.

»Vi har ikke sovet i to døgn og har fået både beroligende piller og sovemedicin. Vi kan jo aldrig betale flere millioner tilbage. Vi kan godt forstå, at situationen med døren ikke skulle være sket, men den måde, vi blev behandlet på, var forfærdelig.«

Parret har været i kontakt med SOS International for at få rådgivning i sagen, mens de har planer om at kontakte en advokat mandag morgen.

De har – ud over en e-mail fra SAS – ikke været i kontakt med flyselskabet siden episoden.

Et screenshot af den e-mail, som det danske par har modtaget fra SAS i kølvandet på hændelsen.
Et screenshot af den e-mail, som det danske par har modtaget fra SAS i kølvandet på hændelsen.
Vis mere

B.T. har kontaktet SAS for at få en kommentar til Jan og Lauras version af historien.

Tonje Sund, den vagthavende presseansvarlige i flyselskabet, skriver i en e-mail, at de pågældende stewardesser har håndteret hændelsen korrekt.

»SAS-personalet er trænet i at tage hånd om passagerernes forskellige behov. I den aktuelle sag er det SAS' vurdering, at besætningen har opført sig korrekt i en krævende situation,« lyder det i e-mailen, som fortsætter:

»Hændelsen er af yderst alvorlig karakter, og den er derfor blevet politianmeldt. SAS har en nultolerance for udadreagerende og aggressiv adfærd om bord for at sikre sikkerheden for alle passagerer. Som passager godkender man disse regler og retningslinjer, når man køber sin rejse.«

Tonje Sund påpeger endvidere, at SAS afventer politiets vurdering af hændelsen.

Hvis Laura bliver holdt ansvarlig for den endelige regning, kan det blive et yderst anseeligt beløb, da hun vil skulle betale for de 161 passagerer, der måtte indlogeres på et hotel, samt for flyreparationen.

Derudover skulle der findes et andet fly til at hente passagererne hjem, mens flyet ikke kunne indgå i SAS' produktion som planlagt, hvilket betyder, at SAS også har tabt indtjening som følge af episoden. Endelig kan der være tale om, at besætningen har misset andre vagter, som følge af at de måtte blive på Zakynthos en ekstra dag.

Andre læser også