I løbet af to måneder er både en SAS-pilot og en ansat i kabinen taget med promille i blodet, mens de var på arbejde.

Piloten blev opdaget under en rutinekontrol i Stavanger Lufthavn, hvor både en blodprøve og et pust i et alkometer viste, at han havde en promille på 0,2. Det skriver norsk TV2.

Kommunikationsdirektør Karin Nyman bekræfter hændelsen og udtaler:

»Hos SAS må man ikke have mere end en promille på 0,2, hvis man skal flyve, og man må ikke indtage alkohol 8 timer før flyvning,« siger hun til mediet.

Hvis man har en promille på 0,2, vil man have svært ved at fokusere, og evnen til at omstille sig fra lys til mørke bliver dårligere.

Piloten fik frataget sit flycertifikat på stedet, og politiet efterforsker nu sagen.

Det er ikke mere end en uge siden, at en kabineansat hos SAS blev afsløret med høj promille i et fly i Stavanger Lufthavn, der skulle til København.

»Dette er to ekstremt usædvanlige hændelser,« siger Karin Nyman.