Tirsdag den 12. maj ville den forsvundne Madeleine McCann være fyldt 17 år.

Mærkedagen har fået en universitetsprofessor til at benytte sig af avanceret computerteknologi for at finde ud af, hvordan den britiske pige ville se ud den dag i dag.

Billedet, som kan ses længere nede i artiklen, skal ifølge professoren forhåbentlig medvirke til, at det slår 'klik' for personer, som muligvis har set Maddy for nyligt. Det skriver Daily Star.

Madeleine McCann forsvandt fra en feriebolig i Praia da Luz i Portugal kort før hendes fireårs fødselsdag tilbage i 2007.

Arkivfoto af Madeleine McCann.
Arkivfoto af Madeleine McCann. Foto: INTERPOL / HANDOUT
Vis mere

Hendes forældre befandt sig på en nærliggende tapas-restaurant, da hun forsvandt.

Hendes forsvinding, som blev omtalt verden over, er den dag i dag stadig et mysterie, og hendes forældre, Kate og Gerry McCann, har i alle årene søgt efter deres datter i håbet om, at hun stadig er i live et sted.

Det er Hassan Ugail, professor på Bradford University, som står bag det nyeste computer-designede billede af Madeleine McCann.

Han fortæller til Daily Star, at han er 'ret sikker' på, at billedet giver et nøjagtigt bud på, hvordan hun ser ud i dag.

Billedet er blevet udarbejdet med en af de mest avancerede computerteknologier i verden.

Systemet virker således, at computeren 'lærer', hvor forskelligt folk ældes, og den tager blandt andet højde for ligheden mellem familiemedlemmer.

»Vi har benyttet en kæmpe database med folk af forskellig etnisk herkomst, race og køn, og så har vi bedt computeren om at lære en algoritme om ældningsprocessen,« siger Hassan Ugail til det britiske medie.

Han fortsætter:

»Når det for eksempel kommer til folk med kaukasisk afstamning, så ved vi, at hvide kvinder ældes anderledes end hvide mænd - og at de ældes drastisk anderledes end en sort eller asiatisk person.«

Sådan ville Madeleine McCann se ud i dag ifølge computerteknologi.
Sådan ville Madeleine McCann se ud i dag ifølge computerteknologi. Foto: Professor Hassan Ugail)
Vis mere

Udover at professoren håber på, at billedet kan få folk til at mindes, at de har set Madeleine McCann i live, så kan billedet også bruges af myndighederne.

»Politiet kan tjekke deres billeddatabase og se, om billedet stemmer overens med personer i deres system. På den måde kan det potentielt være en i hjælp i efterforskningen,« siger han til Daily Star.

McCann-familiens talsperson har tidligere udtalt, at de ikke ønsker at kommentere billeder af, hvordan deres datter muligvis ser ud den dag i dag.

Talspersonen understregede i samme ombæring, at familien selv kun benytter sig af billeder, der er verficeret af Londons politistyrke, Metropolitan Police Service.