Hun er nøgen, da hun kommer til sig selv. Rundt omkring i kahytten ligger hendes drivvåde tøj smidt hulter til bulter, og der er blod på lagenet.

»Jeg var 19 år gammel og jomfru, da jeg blev voldtaget af en 60-årig førstemester ombord på et Mærskskib.«

Overskriften på blogindlægget er ikke til at tage fejl af:

Her følger en rystende beretning om en ung kvindes oplevelser til søs.

Forfatteren er tidligere maskinelev på et Mærsk-skib, og indlægget er hendes beretning om, hvordan hun efter eget udsagn blev udsat for både grov sexisme, krænkelser, overgreb og fuldbyrdet voldtægt under sin praktiktid i 2019.

Den unge kvindes vidnesbyrd har sendt chokbølger gennem den gamle hæderkronede virksomhed.

Det er skrevet i anonym form, men er så detaljeret, at ledelsen i Mærsk finder den troværdig og antager, at den er sand.

Allerede da den amerikanske kvinde påmønstrer skibet, oplever hun, hvordan flere i besætningen gør forskel på hende og hendes mandlige studiekammerat.

Hun er den eneste kvinde ombord og må gang på gang lægge ører til sexistiske kommentarer.

En højere placeret maskinmester kommer ofte med nedsættende kommentarer om kvinder og siger på et tidspunkt direkte til hende, at kvinder ikke hører hjemme på et skib.

»Det var et vanskeligt miljø at arbejde i, for at sige det mildt, og slet ikke, hvad jeg havde forventet af et år til søs,« indleder hun.

Det er dog først efter et stop i en havn i Mellemøsten, hvor besætningen køber store mængder alkohol, at det går helt galt.

Foto: AMR ABDALLAH DALSH
Vis mere

Allerede første dag efter afgang begynder officererne at drikke, og kvinden låser sig inde i sin kahyt. Om aftenen bliver hun imidlertid beordret til at stille hos officererne, der på det tidspunkt har drukket tæt i flere timer. Selv har hun ingen erfaring med alkohol, men hun bliver presset til at drikke, hvad hun husker som mellem otte til ti shots.

»Jeg husker, at jeg flere gange tænkte, om de larmede så højt, at kaptajnen ville komme ned og finde ud af, hvad der var gang i. Men jeg tror, han var ligeglad. Alle vidste, at kaptajnen selv var glad for alkohol, og at han tolererede, at søfolkene drak,« skriver hun.

Hun bliver så fuld, at hun nærmest får et blackout.

Da hun er allermest fuld, bliver hun slæbt tilbage til sin egen kahyt, hvor et par officerer trækker hende ind under en bruser med alt tøjet på. Kort efter - da de er alene i rummet - bliver hun voldtaget af en 60-årig såkaldt førstemester.

Nogle timer senere vågner hun uden tøj med voldsomme tømmermænd, og så begynder brudstykkerne fra nattens begivenheder at dukke op.

»Jeg var i en tilstand af totalt chok. I mindst 20 minutter sad jeg der på min seng og kiggede på det hele. Så på værelset. Kiggede på mit våde tøj og forsøgte at sammensætte begivenhedsforløbet og forsøgte at bearbejdede det faktum, at jeg faktisk var blevet voldtaget,« skriver hun.

»Jeg var fuldstændig rædselsslagen. Jeg var den eneste pige på skibet, og der var næsten to uger til, at vi nåede den næste havn.«

Noget tid senere kalder førstemesteren hende ind på sit kontor, og han truer hende til ikke at fortælle nogen om, hvad der er sket. Selv tror hun heller ikke på, at nogen vil tro hende.

Hun beskriver, at hun både føler skyld og skammer sig. Samtidig kæmper hun sig gennem de sidste måneder af tiden på skibet, hvor atmosfæren i maskinrummet er blevet endnu dårligere.

Blogindlægget, som er skrevet for at hjælpe andre kvinder til at undgå lignende situationer, har sendt rystelser gennem Mærsk-koncernen, hvor ledelsen tager skarpt afstand til episoden.

Fem søfolk fra det pågældende skib er efterfølgende blevet suspenderet, skriver Berlingske, og der er nu sat gang i en uvildig undersøgelse med hjælp fra fagforeninger, kvindens skole og den maritime organisation i USA.

Mærsk udelukker heller ikke, at sagen kan ende med en politianmeldelse.

»Vi er dybt rystede over det her. Den måde, som hændelsen bliver beskrevet på, strider ikke bare mod almindelig anstændighed, men også i særdeleshed mod vores værdier og det, vi står for i Mærsk. Det må under ingen omstændigheder kunne finde sted, hverken ombord på vores skibe eller andre steder i virksomheden,« siger teknisk chef i Mærsk, Palle Laursen til Berlingske.