Gayner Johnston glædede sig til en tiltrængt familieferie i Portugal.

Men da hun ville tjekke ind på Ryanairs hjemmeside tre dage før afrejse, fik hun et chok.

Sidste år fik den britiske kvinde nemlig tilbagebetalt over 3.500 kroner efter at have aflyst en flyrejse med Ryanair til den spanske ferieø Ibiza på grund af coronasituationen.

De penge forlangte det irske lavprisselskab nu, at Gayner Johnston betalte tilbage. Ellers ville hun og familien ikke få lov til at rejse med Ryanair igen – ej heller på ferien til Portugal.

»At rejse med coronarestriktioner er stressende, men dette fuldstændig uforudsete betalingskrav tog stressfaktoren til et helt nyt niveau. Ryanair modtog den nye booking, men overraskede mig, da jeg forsøgte at tjekke ind tre dage før afrejsen blot for at opdage dette krav,« siger Gaynor Johnston til det britiske medie MoneySavingExpert.

Hun er langtfra den eneste, som er kommet på Ryanairs sorte liste.

Lavprisselskabet har besluttet at udelukke alle kunder, som via deres kreditkort-udbyder fik tilbagebetalt for flyrejser, som kunden i første omgange havde betalt for, men ikke kunne eller ønskede at gøre brug af som følge af coronarestriktionerne. Først når kunden har overført beløbet for den flyrejse, vedkommende aldrig kom på, kan han eller hun igen rejse med Ryanair.

Noget, der ifølge MoneySavingExpert har fået flere af de ramte kunder til at rase på Ryanairs sociale medier.

Ryanair bekræftede tirsdag udelukkelserne og beskylder i en meddelelse de pågældende kunder for at have 'besluttet ikke at rejse og ulovligt fik tilbagebetalt (prisen for billetterne, red.) via deres kreditkort-udbyder'. Ifølge Ryanair er under 1.000 kunder på den baggrund blevet udelukket.

Det irske lavprisselskab ser faktisk ud til at have loven på sin side.

Sidste uge måtte Storbritanniens kartel- og tilsynsmyndighed ifølge CNN droppe en sag mod Ryanair og British Airways for at have nægtet at tilbagebetale billetprisen for kunder, som ikke kunne tage på planlagte flyrejser som følge af coronarestriktionerne.

Sagen måtte droppes, fordi lovgivningen ikke er tydelig nok på området. Derfor kan kunder på den baggrund ikke forlange billetprisen tilbagebetalt.

Kunder, som blev kompenseret direkte af Ryanair på grund af, at deres fly blev aflyst, kan fortsat rejse med lavprisselskabet uden krav om betaling for den ikke-gennemførte rejse.

Gayner Johnston endte med at bøje sig for Ryanairs krav og betale for den flyvetur til Ibiza, hun aldrig fik.

Hun havde allerede lejet både en villa og en bil til familieferien i Portugal og betalt for de obligatoriske test i lufthavnen.

Derfor følte hun ikke, at hun havde andet valg end at bøje sig for Ryanairs krav – som hun først blev gjort opmærksom på tre dage før afgang.