Krigen i Ukraine er langtfra kun Putins. Hele 68 procent af den russiske befolkning støtter lige nu krigen, mens kun 22 procent er imod.

En af de russere, der i høj grad bakker op og ser krigen som Ruslands eneste mulighed, er 29-årige Fyodor.

Og selvom det var Rusland, der gik ind i Ukraine, mener han ikke, Rusland har noget ansvar for krigen overhovedet. Det er derimod  Danmarks egen forsvarsalliance.

»Krigen er ene og alene NATOs skyld. Rusland har ikke andet valg end at gå ind i Ukraine med en militæroperation. Det er vi tvunget til, for at Ukraine ikke bliver en del af NATO. Rusland ønsker mere end USA og NATO, at der skal være fred og venskab. Vi vil ikke indtage Ukraine,« siger Fyodor til B.T.

Sanktionerne er Fyodor ikke specielt bange for, men han synes, det er urimeligt, og han vil aldrig udsætte nogle andre for det. Foto: Privat
Sanktionerne er Fyodor ikke specielt bange for, men han synes, det er urimeligt, og han vil aldrig udsætte nogle andre for det. Foto: Privat
Vis mere

Fyodor, som B.T. kender den fulde identitet på, bor i Moskva og læser journalistik. Derudover er han opvokset i en rødglødende kommunistisk familie og er derfor hverken på Putin eller oppositionens hold.

Han mener, der er mange ting, man kan kritisere Putin for, men krigen i Ukraine, som han i øvrigt hellere vil betegne som »en fredsbevarede operation«, er ikke en af dem.

Spørger man Fyodor, hvorfor krigen er NATOs skyld, trækker det tråde tilbage til Minsk-aftalen, der i 1991 opløste Sovjetunionen. Og helt kort mener han, at vi lige nu er »vidne til konsekvenserne af en dårlig aftale«. Men det er selvfølgelig mere kompliceret end det.

Under Den Kolde Krig - mellem USA og Warszawapagt-landene - var forsvarsalliancen NATO's største trussel Sovjetunionen, men med Sovjetunionens kollaps i 1991 ser Fyodor ikke grund til, at NATO længere skal eksistere.

Og da NATO nogle år senere begynder at udvide mod øst, puster NATO ifølge Fyodor til ilden og sætter gang i en konflikt, som i sidste ende fører til, at Rusland er nødt til at gå ind i Ukraine.

»USA vil heller ikke have, at andre skal skabe militæralliancer nær dem – for eksempel i Mexico. Hvorfor skulle vi så tillade det? Rusland er bogstavelig talt omringet af NATO, og det er en militærtrussel,« siger Fyodor, der mener, NATO fører USAs agenda.

»NATO har mundtligt lovet Gorbatjov (Sovjetunionens sidste leder, red.), at de ikke vil udvide mod øst. Men vi er blevet bedraget af NATO, der har inddraget det meste af Østeuropa i alliancen og nærmet sig den russiske grænse.«

Hvorfor, tror du, NATO udvider mod øst?

»Spørg USA. Jeg tror, de vil underminere russisk økonomi, stabilitet og forhold til Europa. Et kapitalistisk land, og de skal konstant udvide sig og opsuger fattige lande. Sådan fungerer kapitalistisk økonomi. USA har narret Ukraine til at føre krig mod Rusland.«

Har den russiske regering intet ansvar for krigen overhovedet?

»Nej. Jeg tror ikke, I forstår, hvad Ukraine betyder for os. Putin gør, hvad der er nødvendigt, og Rusland vil give Ukraine muligheden for at være lige.«

Hvis Ukraine selv vil, skal de så ikke have lov til at være en del af NATO?

»Jeg har ikke hørt om, at det ukrainske folk vil være en del af NATO. Jeg har kun hørt om den korrupte proamerikanske Zelenskij-regering, der vil gøre Ukraine til en del af NATO.«

Skal Ukraine hellere være en del af Rusland?

»Ukrainerne skal befri sig selv fra højreekstremister og tage deres egne beslutninger. Bare aldrig blive en del af NATO.«

Med højreekstremister hentyder Fyodor til, at Rusland vil afnazificere Ukraine, som Putin præsenterede det i sin krigserklæring mod Ukraine.

For ifølge Fyodor støtter Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, neonazisterne i Ukraine, der ifølge Fyodor har udøvet brutal vold og henrettelser mod folket i de to folkerepublikker Lugansk og Donetsk, da de ønskede suverænitet.

»Rusland vil befri Ukraine og Europa fra kriminelle og krige. Regeringen repræsenterer ikke befolkningen, kun de fanatiske tilhængere af Hitler, og de oligarker vil presse russiske forretninger ud af Ukraine. Jeg tror ikke, den almindelige ukrainer er nazist,« siger Fyodor.

Har du ondt af ukrainerne, der må flygte fra deres hjem?

»Jeg vil ønske, der var andre måde at løse konflikten på, men det er der ikke, og jeg håber, de russiske styrker er færdige med deres arbejde hurtigst muligt. Jeg har ondt af dem, som lider. Jeg forstår deres frygt og smerte.«

Er krig den rette måde at løse en konflikt på?

»Krig er den ultimative form for konflikt, som er umulig at undgå. Hvis en kvinde bliver angrebet af en voldtægtsmand, skal hun bruge selvforsvar, ikke vente på han slår først.«