24-årige Kirill Tereshin kender om nogen til ungdommens spontane, men også perspektivløse beslutninger.
Den russiske MMA-udøver valgte nemlig som 20-årig at skyde tre liter paraffinolie ind i begge sine arme, så de hurtigt ville svulme op og dermed se muskuløse ud.
Det har han inderligt fortrudt siden.
For selvom hans arme blev så store, at han blev døbt som den 'russiske popeye', begyndte han at få høj feber og stærke smerter, skriver New York Post. Og hans nye pumpede arme hjalp ham heller ikke i ringen, da han kort efter tabte en kamp på blot tre minutter.

»Det er derfor jeg startede på operationerne. Jeg skulle af med det her mareridt. Jeg pumpede mine arme op som 20-årig på grund af min stupiditet. Jeg tænkte slet ikke over konsekvenserne,« fortæller han.
Paraffinolie kan være særdeles farligt. Så farligt, at man kan dø af det. I 2019 døde en ung mand af organsvigt herhjemme, fordi han havde sprøjtet 2,7 liter paraffinolie i armene.
Kirill Tereshin er også bange. Han er nu i processen om at få opereret paraffinolien væk.
Han fortæller, at han føler sig priviligeret, at han har fundet kirurger, der ønsker at operere ham.

Indtil videre har han fået flere operationer i sine triceps, og det har efterladt ham med dødt muskelvæv og store ar. Nu venter operationer i biceps. Her frygter han, at en fejlslagen operation kan gøre ham lam:
»Gud forbyde, at der sker noget med nerven i armen, for så risikerer jeg, at jeg ikke kan bruge min arm. Jeg er virkelig bekymret, og jeg er meget bange,« siger han og fortsætter:
»Jeg skulle have tænkt over dette tidligere, det ved jeg. Jeg skyder kun skylden på mig selv.«
De næste operationer er foreløbigt udskudt på grund af coronapandemien. Indtil da må han leve med opsvulmede arme, feber og smerter.