Ruslands minister for krisehåndtering, Jevgenij Zinitsjev, er død under en øvelse.
Det skriver nyhedsburueaet RIA.
Ministeriet for krisehåndtering i Rusland oplyser, at ministeren døde, mens han var i færd med at redde andres liv. De kommer dog ikke ind på, hvordan det konkret skete.
Men skal man tro The Moscow Times døde ministeren, mens han forsøgte at redde en kameramand, som var gledet og faldet i vandet.
De oplysninger er imidlertid ikke bekræftet fra officiel side.
Hvad øvelsen præcis gik ud på, er uvist, men russiske medier skriver, at der var tale om en øvelse på tværs af forskellige ministerier, som blev gennemført i den arktiske zone – angivelig for at træne nødsituationer.
Præsident Vladimir Putin er blevet informeret om hændelsen.
Jevgenij Zinitsjev har en baggrund i de russiske sikkerhedsstyrker.


