Selvom sygeplejestrejken officielt er overstået, kan patienterne i Aarhus stadig mærke konsekvenserne.

Aarhus Universitetshospital udsatte i sidste uge flere hundrede behandlinger af patienter.

Det fremgår af en opgørelse fra Region Midtjylland, at der er udskudt i alt 482 behandlinger i uge 34

Ifølge Sten Larsen, der står for vagt- og operationsplaner på ortopædkirurgisk afdeling, viser opgørelsen, at AUH har en stor udfordring.

»Man skal huske, at der er mennesker bag tallene. Og de ønsker jo alle sammen, at vi kan håndtere deres problemer,« siger han.

»Vi er under et stort pres. Der er mange behandlinger, der er udskudt og burde have været afviklet. Presset skyldes både strejken, men også den ferie som sygeplejerskerne skal have afviklet. Det vil give udfordringer resten af året.«

Sten Larsen fortæller, at tallene i opgørelsen både dækker over alt fra canceroperationer til mindre operationer.

Hvad gør I for at håndtere puklen af udsatte behandlinger?

»Lige nu forsøger vi at holde os oven vande. En af de store udfordringer er at få afviklet den store mængde ferie hensigtsmæssigt. Det kræver grundig planlægning.«

I alt er der udsat 305 ambulante kontakter og 177 kirurgiske indgreb eller kikkertundersøgelser, der udskudt i sidste uge.

Region Midtjylland har siden sygeplejestrejkens begyndelse i uge 25 aflyst i alt 10.789 ambulante kontakter og 4.684 kirurgiske indgreb.

Siden da er der 7.214 patienter, der er blevet omvisiteret til private tilbud i stedet.