Trumps niece får alligevel lov til at udgive sin afslørende bog om sin berømte onkel.

En ankedomstol i New York besluttede nemlig onsdag aften amerikansk tid, at forlaget bag den omstridte bog må fortsætte med at trykke og distribuere bogen, som er planlagt til at udkomme i slutningen af juli.

Det skriver New York Times.

I bogen 'Too Much and Never Enough' lover den 55-årige Mary Trump, at hun vil beskrive, hvordan familiestrukturerne i Trump-dynastiet var med til at skabe 'verdens farligste mand'.

Mary Trumps bog udkommer efter planen 28. juli.
Mary Trumps bog udkommer efter planen 28. juli. Foto: Simon & Schuster
Vis mere

Hun er datter af Donald Trumps storebror, Fred Trump Jr., som døde i 1981 i en alder af blot 42 år på grund af alkoholisme.

Selv om Donald Trump efterhånden er vant til, at der skrives afslørende og ubehagelige bøger om ham, er det første gang, et medlem af Trump-familien sætter sig til tasterne og udleverer ham.

I bogen skildrer hun ifølge forlaget Simon & Schuster, hvordan 'enkeltstående begivenheder og generelle familiemønstre skabte en ødelagt mand, som i dag sidder i Det Ovale Værelse'.

Her hentyder hun især til 'det underlige og skadelige forhold mellem Fred Trump og hans to ældste sønner, Fred Jr. og Donald'.

Trump-familiefoto med patriark Fred Trump i centrum. Donald Trump er nummer to fra højre.
Trump-familiefoto med patriark Fred Trump i centrum. Donald Trump er nummer to fra højre. Foto: Twitter
Vis mere

'Hun beskriver et mareridt af traumer, destruktive forhold og en tragisk kombination af forsømmelse og overgreb,' lyder det i en pressemeddelelse fra forlaget.

Knap var tryksværten på sidste side tør, før Trump erklærede, at han var villig til at slæbe niecen i retten. Han hævdede, at niecen i 2001 skrev under på en tavshedsklausul, som forbyder hende at tale om Trump-familiens private forhold.

I denne uge kom hans lillebror Robert Trump ham så til undsætning, da han forsøgte at få bogen stoppet med henvisning til den næsten 20 år gamle kontrakt.

Robert Trump hævder, at niecen med bogen bryder aftalen, som blev lavet i forbindelse med boet efter Donald Trumps far og Mary Trumps bedstefar, Fred Trump.

Donald Trump, der her blandt andet ses med sin familie, har haft en vanskelig barndom, hvor især faderen, Fred Trump, (på billedet nederst tv.) var meget »opdragende«. Arkivfoto: Scanpix
Donald Trump, der her blandt andet ses med sin familie, har haft en vanskelig barndom, hvor især faderen, Fred Trump, (på billedet nederst tv.) var meget »opdragende«. Arkivfoto: Scanpix
Vis mere

Et øjeblik så det derfor ud til, at den potentielle bestseller aldrig ville se dagens lys.

På Robert Trumps opfordring valgte en dommer nemlig at stoppe bogen og lade en høring afgøre, om Mary Trump forbryder sig om klausulerne i familien.

Nu har ankedomstolen imidlertid taget stilling til sagens hovedspørgsmål:

Hvorvidt bogen kan standses på baggrund af søgsmålet fra præsident Trumps bror, Robert Trump og påstanden om brud på tavshedsklausulen.

Mary Trump udgiver snart en afslørende bog om sin onkel, USA's præsident, Donald Trump.
Mary Trump udgiver snart en afslørende bog om sin onkel, USA's præsident, Donald Trump. Foto: LinkedIn
Vis mere

Dommeren i ankedomstolen mener nemlig ikke, at forlaget Simon & Schuster, som udgiver bogen, er en del af den aftale, og at de derfor ikke skal bindes af den.

Det lader ikke til, at Trump-klanen spilder tiden med hyggelige fætter-kusine-fester.

Luften mellem niecen og præsidenten og flere af hans søskende har i hvert fald været iskold de seneste 20 år på grund af en strid om Fred Trumps Seniors testamente.

I bogen hævder Mary Trump da også, at det var på Donald Trumps opfordring, at hendes far, Fred Trump, fik en mindre del af arven efter familiens patriark, Fred Trump Senior. Før præsident Donald Trumps far, Fred Trump, i 1999 døde af Alzheimer, var det angiveligt brødrene Donald og Robert Trump, der fik overtalt deres syge far til at ændre testamentet til deres fordel.