Adam Kinzinger er én af de få. Han er republikansk kongresmedlem – og han vil have Donald Trump dømt i den rigsretssag, der begynder tirsdag.
»Det er en chance for at sige, at nok er nok,« lyder det fra ham.
I en klumme hos Washington Post kommer politikeren derfor med en klar opfordring til sine partikollegaer i Senatet: »Kære medrepublikanere, det er nødvendigt at dømme Trump for at redde Amerika.«
I januar var Adam Kinzinger en af 10 republikanere i Repræsentanternes Hus, der sammen med demokraterne stemte for en rigsretssag mod Donald Trump for hans opildnende rolle i de optøjer, der 6. januar ramte Kongressen.
Endnu flere republikanere skal dog skifte side i Senatet, hvor rigsretssagen finder sted, hvis Donald Trump skal dømmes: Helt præcist 17 af de 50 republikanske senatorer.
Adam Kinzinger mener, at man uanset partifarve bør huske på, hvad der skete 6. januar. Han påpeger, at det desuden er fire år med »vrede og løgne«, der ledte frem til optøjerne i begyndelsen af året.
»Og situationen kan blive meget, meget værre – med vold og splittelse, der ikke kan overvindes. Jo længere vi går i den retning, jo tættere kommer vi på enden af det USA, vi kender,« lyder det fra den 42-årige republikaner valgt i Illinois.
Han medgiver, at der blandt størstedelen af republikanere i Kongressen eksisterer en opfattelse af, at rigsretssagen er spild af tid. At mange ikke vil stå ved, hvad der skete: At en politibetjent og fire andre døde. At mange republikanere stadig står bag Donald Trumps linje om eksempelvis påstandene om valgsvindel, fordi »de republikanske kernevælgere er enige«.

Adam Kinzinger fortæller dog, at han har hørt fra titusindvis fra sit vælgerbagland, der er enige med ham i, at Donald Trump skal dømmes.
»Jeg tror faktisk på, at hovedparten af amerikanere – republikanere, demokrater, uafhængige, hvad som helst – er afvisende over for den galskab, vi har set i de seneste fire år,« vurderer republikaneren.
Men netop det store og markante partiskel i USA kan dog betyde, at rigsretssagen i virkeligheden kan være afgjort på forhånd, når parterne hver har 16 timer til at fremlægge deres sag for Senatet i de kommende dage. Det mener Derek Beach, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.
»Ideen var, at senatorerne skulle lytte til argumenter uden partibriller på og dømme ud fra fornuften. Problemet i dag er, at det er meget svært for dem, der er i parti med den anklagede, at dømme vedkommende, fordi der går politik i den,« siger Derek Beach til Ritzau:
»Der er nok republikanere, som ser, at Trump stadig er populær. Spørgsmålet er, om de tør stemme imod ham og særligt hans kernevælgere.«
Rigsretssagen mod Donald Trump begynder tirsdag kl. 19 dansk tid.



