»Det var den mest vanærende optræden af en amerikansk præsident i mands minde.«

Sådan lyder kritikken fra den republikanske senator John McCain, efter den amerikanske præsident Donald Trump og den russiske præsident Vladimir Putin mandag aften mødtes til et topmøde, som efterfølgende har fået den amerikanske kongres til at syde.

Særligt Donald Trumps udtalelser på det pressemøde, som han holdt efter at have siddet til et privat møde i mere end to timer med Putin, har fået flere til at rase. Det skriver The Guardian. På pressemødet valgte den amerikanske præsident nemlig at sige, at han ikke tror på, at Rusland blandede sig i det amerikanske præsidentvalg i 2016 - selvom de amerikanske efterretningstjenester længe har fastslået, at det forholder sig sådan.

»De (efterretningstjenesterne, red.) siger, at de tror, det var Rusland. Jeg har præsident Putin (her, red.), og han har lige sagt, at det ikke var Rusland,« forklarede Trump på pressemødet.

»Jeg vil sige dette: Jeg ser ingen grund til, hvorfor det skulle være Rusland. Jeg har stor tiltro til mine efterretningsfolk, men jeg vil sige til jer, at præsident Putin var ekstremt stærk og kraftfuld i sin afvisning af det i dag.«

Trump og Putin under pressemødet i Helsinki. Mandag den 16. juli.
Trump og Putin under pressemødet i Helsinki. Mandag den 16. juli. Foto: Pablo Martinez Monsivais
Vis mere

De udtalelser har sat sindene i kog hos flere amerikanske politikere.

Blandt andre kritiserer den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, Donald Trump for at udtrykke uvished, om hvorvidt Rusland blandede sig i det amerikanske præsidentvalg.

Til nyhedsbureauet Reuters siger Ryan, at der er 'ingen tvivl om', at Moskva blandede sig i valget, og at Trump 'må anerkende, at Rusland ikke er vores allierede'.

»Der er ingen moralsk lighed mellem USA og Rusland, der forholder sig fjendtligt til vores mest basale værdier og idéer. USA må forblive fokuseret på at holde Rusland ansvarlig og sætte en stopper for dets væmmelige angreb på demokratiet,« siger han i en udtalelse.

Paul Ryan.
Paul Ryan. Foto: Alex Edelman
Vis mere

I en udtalelse skriver den republikanske senator og tidligere præsidentkandidat John McCain, at Trumps pressemøde var 'den mest vanærende optræden fra en amerikansk præsident i mands minde'.

»Skaden fra præsident Trumps naivitet, egoisme, fejlagtige ligestilling af værdier og sympati for autokrater er svær at kalkulere. Men det er klart, at topmødet i Helsingfors har været en tragisk fejltagelse. Præsident Trump viste sig ikke blot ude af stand til, men ligefrem uvillig til at stå imod Putin,« lyder det blandt andet fra McCain, som fortsætter:

»Ingen tidligere præsident har nogensinde fornedret sig for en tyran. Ikke alene talte præsident Trump ikke sandt om sin modstander, han fejlede også, når det handlede om at forsvare det, der gør os, til dem vi er - en republik af frie mennesker.«

John McCain.
John McCain. Foto: MICHAEL REYNOLDS
Vis mere

Også den republikanske leder for Senatets komité for udenlandske relationer, Bob Corker, kritiserer præsidenten voldsomt. Til Reuters siger han, at Trump fik USA til at ligne et 'let bytte' og siger, at han er 'meget skuffet'.

Den republikanske senator Jeff Flake har også kritiseret Trump og kaldt hans optræden ved pressemødet 'skammelig'.

Både Ryan, Corker og Flake har meddelt, at de ikke genopstiller ved næste valg.

Vladimir Putin under topmødet med Donald Trump.
Vladimir Putin under topmødet med Donald Trump. Foto: LEHTIKUVA
Vis mere

Det er ikke kun politikere, der har rettet kritik mod Trump efter pressemødet. Også den tidligere CIA-chef under Obama-regeringen, John Brennan, ser rødt.

'Det var intet mindre end forræderisk. Trumps kommentarer var ikke blot imbecile, han er fuldstændig i lommen på Putin. Republikanske patrioter: Hvor er I?', skriver han på Twitter.

Trumps afvisning af, at Rusland skulle have blandet sig i det amerikanske valg for to år siden, kommer få dage efter, at en føderal storjury i USA rejste tiltale mod 12 russiske efterretningsofficerer, som de anklager for at skulle have hacket Demokraternes computernetværk, da Hillary Clinton var præsidentkandidat i 2016.

/ritzau/Reuters