»Dette er den sande holdning hos Putin og hans inderkreds.«

Sådan lyder det lørdag formiddag fra den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, efter flere tusinde beboelsesejendomme og mange børnehaver og skoler meldes uden strøm og varme i Kyiv.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har delt dette billede fra nattens angreb mod særligt Kyiv på X. Billedet er fra landets beredskabstjeneste.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har delt dette billede fra nattens angreb mod særligt Kyiv på X. Billedet er fra landets beredskabstjeneste. Foto: Volodymyr Zelenskyj / X

Det skyldes, at et voldsomt angreb hen over natten og morgenen har ramt særligt den ukrainske hovedstad, og endnu meldes at være »i gang«.

I et opslag på X skriver Zelenskyj, at næsten 500 droner, hvoraf en stor del skal være af typen 'shaheds', samt 40 missiler – blandt andet hypersoniske Kinzhals – skal have ramt landet.

»Det primære mål er Kyiv. Energianlæg og civil infrastruktur,« skriver den ukrainske præsident og oplyser, at der »desværre har været træffere«.

Noget, som har ført til, at almindelige boligbygninger er blevet beskadiget, ligesom der i nogle distrikter ikke er varme eller strøm, oplyser han.

Her ses den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, den 18. december.
Her ses den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, den 18. december. Foto: Stephanie Lecocq/Reuters/Ritzau Scanpix

Angrebet har fundet sted et døgn før, at Zelenskyj skal mødes med den amerikanske præsident, Donald Trump, i Florida.

Mødet er kommet i stand, mens USA fortsat taler med både Ukraine og Rusland om en mulig plan for, hvordan den snart fire år lange krig kan stoppes.

Tidligere på ugen fremlagde Zelenskyj et udkast til en fredsplan på 20 punkter, som han beskrev som den overordnede ramme for at afslutte krigen.

»Der har været mange spørgsmål de seneste dage – så hvor er Ruslands svar på de forslag om at afslutte krigen, som USA og verden har fremsat?,« spørger Zelenskyj retorisk i sit opslag, før han kommer med sit eget bud:

»Russiske repræsentanter deltager i langvarige forhandlinger, men i virkeligheden taler Kinzhals og 'shaheds' for dem. Dette er den sande holdning hos Putin og hans inderkreds.«

Videre skriver den ukrainske præsident:

»De (russerne, red.) ønsker ikke at afslutte krigen og søger at udnytte enhver mulighed for at påføre Ukraine endnu større lidelser og øge deres pres på andre rundt om i verden.«

Af den grund mener Zelenskyj, at det nuværende pres på Rusland er »utilstrækkeligt«.

»Hvis Rusland forvandler selv julen og nytårsperioden til en tid med ødelagte huse og brændte lejligheder, ødelagte kraftværker, kan denne sygelige aktivitet kun besvares med virkelig stærke tiltag,« skriver han i opslaget og tilføjer:

»USA har denne evne. Europa har denne evne. Mange af vores partnere har denne evne. Nøglen er at bruge den.«

Angrebet mod Ukraine førte også til, at to lufthavne i det østlige Polen blev lukket, samtidig med at landet sendte kampfly på vingerne.

Det kan du læse mere om i artiklen HER.