Ukraines hovedstad, Kyiv, er natten til lørdag ramt af et russisk angreb.
Det fortæller øjenvidner ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Luftforsvaret er aktiveret i byen, lyder det.
- Eksplosioner i hovedstaden. Luftforsvarsstyrkerne er i aktion. Bliv i beskyttelsesrum!, skriver Kyivs borgmester, Vitali Klitschko, på Telegram.
Journalister fra nyhedsbureauet AFP melder om flere kraftige eksplosioner i Kyiv. Nogle eksplosioner blev efterfulgt af lysglimt, der farvede horisonten orange, siger øjenvidnerne.
Ukraines luftvåben udsendte natten til lørdag en landsdækkende luftalarm og oplyste på sociale medier, at droner og missiler bevæger sig over flere ukrainske regioner, inklusive hovedstaden Kyiv.
Ifølge en Telegram-kanal for Ukraines militær er der blevet indsat krydsermissiler og ballistiske missiler mod den ukrainske hovedstad, skriver Reuters.
De to lufthavne Rzeszów og Lublin i den østlige del af Polen er midlertidigt lukket, efter at kampfly er blevet sendt på vingerne efter russiske angreb mod Ukraine.
Det oplyser de polske luftfartsmyndigheder på det sociale medie X ifølge Reuters.
Polen har flere gange før sendt fly på vingerne i løbet af Ruslands snart fire år lange krig i Ukraine.
Flyene aktiveres typisk i forbindelse med russiske angreb i det vestlige Ukraine.
Nattens angreb i Ukraine kommer samtidig med, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, søndag skal mødes med den amerikanske præsident, Donald Trump, i Florida.
Det Hvide Hus oplyser i en plan over weekendens møder, at de to statsledere skal mødes søndag aften klokken 21 dansk tid, skriver flere medier. Dagsordenen for mødet er ikke blevet offentliggjort.
I et interview med netmediet Axios fredag sagde Zelenskyj, at han er klar til at udskrive en folkeafstemning om fredsplanen - hvis altså Rusland accepterer en våbenhvile.
Zelenskyj har tidligere nævnt, at han kan få brug for en godkendelse fra det ukrainske folk, hvis ukrainerne ender med et kompromis, hvor de bliver nødt til at afgive territorium.
Et par vigtige elementer i de planer, der diskuteres, er sikkerhedsgarantier til Ukraine samt genopbygning af landet og dets økonomi.
/ritzau/
