En otte år gammel alpaca skaber voldsom vrede og debat i Storbritannien i disse dage.
Alpacaen ved navn Geronimo er beordret aflivet efter at have fået konstateret smitsom tuberkulose, som kan true dyrebestanden.
Alpacaens ejer, Helen Macdonald, mener dog, der er tale om to falsk-positive tests, og hun har derfor startet en underskriftsindsamling for at få den britiske premierminister, Boris Johnson, til at redde dens liv.
En underskriftindsamling, som knap 100.000 briter har skrevet under på. Det skriver Reuters og The Independent.

Indtil videre har den ihærdige kamp mod alpacaens dødsdom dog ikke betydet det store, da den britiske landbrugsminister, George Eustice, stadig insisterer på, at dyret skal aflives.
Dette har medført, at dyreretsaktivister mandag har demonstreret foran ministeriet i håbet om at redde dens liv.
En af dem, der har udvist støtte til redningen af alpacaen, er Boris Johnsons egen far, den 80-årige Stanley Johnson, som ønsker, at lamaen kan leve sit liv videre på en gård på landet.
»Jeg håber og tror, at en aflivning kan undgås,« har premierministerens far sagt til britiske medier tidligere på dagen mandag.

Han opfordrede samtidig alpacaens ejer, Helen Macdonald, til at nægte landbrugsministeriets ansatte adgang til lamaen, når de kommer for at 'udføre deres absurde og morderiske ærinde', som han udtaler det.
Og noget tyder på, at Helen Macdonald agter at gøre netop dette.
I hvert fald siger hun til The Sun, at hun vil 'tage en kugle' for sin alpaca, som hun altså nægter skulle lide af tuberkulose.
Storbritanniens landbrugsminister, George Eustice, har trods de ihærdige forsøg fra hundredtusindvis af briter indtil videre ikke rykket sig i forhold til aflivningen.

Han understreger, at reglerne er både klare og strikse, når dyr bliver konstateret positive for tuberkulose, og reglerne lyder altså, at dyret skal aflives.

